Bandekriminelle skal blive inden døre

Bandekriminelle, der vil fortsætte i bandemiljøet efter afsoning, skal fratages prøveløsladelse, mener oppositionspartierne og nu også fængselsforbundet.

Når de bandekriminelle i de fynske fængsler står til en prøveløsladelse, så skal de love at droppe bandemiljøet, eller kommer de ikke ud. Det mener fængselsforbundet.

- De skal efter min mening have nul og niks, hvis de fortsat ønsker at være med i deres forbryderiske klubber. De skal have frataget udgang. De skal have begrænset fællesskab. De skal ikke have nogen former for tilbud om uddannelse eller beskæftigelse, fortæller fængselsforbundets formand, Kim Østerbye i en pressemeddelelse.

De vrangvillige bandemedlemmer forpester afsoningsforholdene for de andre indsatte og arbejdsmiljøet for de ansatte, mener Kim Østerbye.

- Er bandemedlemmerne tværtimod villige til at ændre deres liv, skal de have en udstrakt hånd. Det er her, vi skal bruge vores kræfter. Vi skal styrke exitprogrammerne. Og lave flere små enheder, hvor bandemedlemmerne blandes op med almindelige indsatte under skarp overvågning.

- Hvis alternativet til et exitforløb virkelig er at blive lukket inde i sin celle 23 timer i døgnet uden selskab eller aktiviteter, ja så tror jeg faktisk, at langt flere vil overveje en exit, siger Kim Østerbye.

Oversigt

    Oversigt