I det fynske folks tjeneste

Bandepakke på vej

Foto: Jonas Bertelsen

Regeringen ventes snart at fremlægge en lovpakke, der skal stække bandernes ulovlige aktiviteter. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti mener, det allerede skulle være sket.

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er enige: Vi skal have en ny rocker- og bandepakke, og det kan kun gå for langsomt.

De to partier er også i store træk enige om, hvad der er vigtigst at få med i pakken.

Socialdemokratiet fremlagde i december en plan for regeringen med 15 punkter, der ifølge partiet skal dæmme op for problemer med rockere og bander.

Øverst på listen står ifølge retsordfører Trine Bramsen blandt andet bedre kontrol med de kriminelles pengestrømme, fjernelse af prøveløsladelse for rockere og bandemedlemmer og bedre mulighed for overvågning.

- Der er ingen tvivl om, at vi har brug for nye redskaber til politiet. Rockere og bander har for hårdt fat. Derfor er det nu og her, der skal nye redskaber på bordet, siger hun.

Torsdag besøger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bydelen Vollsmose i Odense for at sætte fokus på netop rocker- og bandeproblemer.

Regeringen forventes i den kommende tid at fremlægge sit forslag til en ny rocker- og bandepakke.

Hos Dansk Folkeparti er retsordfører Peter Kofod Poulsen efterhånden også utålmodig for at få handling bag ordene fra regeringen.

- Regeringen har ageret sløvt i den her sag. Det var først, da Folketinget tog initiativ i løbet af december sidste år, at vi for alvor kunne se, at noget begyndte at røre på sig, siger han.

Helt på linje med Socialdemokratiet mener han også, at både fjernelsen af prøveløsladelse og bedre mulighed for overvågning bør stå øverst på regeringens liste over prioriteter.

Og så skal det være lettere at lukke rockerborge, mens straffene skal skærpes, mener han.

Forhandlingerne om en ny rocker- og bandepakke blev startet i december, da partierne i Folketinget pålagde den nyligt tiltrådte justitsminister Søren Pape Poulsen (K) at starte forhandlinger inden 23. december.

- Det har taget meget lang tid, så jeg håber snart, regeringen har tænkt sig at komme med et udspil, siger Peter Kofod Poulsen.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.