Flere påkørsler: Bander bruger biler som våben i konflikt

Der har de seneste dage været flere konfrontationer mellem bandegrupperinger i Odense, hvor rivaliserende bander påkører andre bandemedlemmer og deres biler.

Flere gange i ugens løb har der været flere episoder, hvor rivaliserende bander i Odense har brugt biler til at ramme hinanden.

Fyns Politi betegner uroen, der begyndte i søndags, som en udløber af den bandekonflikt, der var i januar måned.

Det siger Jesper Pedersen, der er vicepolitiinspektør ved Fyns Politi.

- Vi må konstatere, at den her konflikt er blusset lidt op igen med de samme grupperinger. De er kommet i totterne på hinanden, og det startede ude i Korsløkkeparken og endte efterfølgende i Heltzensgade, hvor der også var en påkørsel af en person, siger han til TV 2/Fyn.

To grupperinger i konflikt 

Banderne var også ude efter hinanden både mandag og tirsdag i denne uge. Ifølge Fyns Politi er der tale om to grupperinger, som holder til i henholdsvis Korsløkkeparken og Vollsmose.

Men de er også set flere gange i blandt andet Ørstedsgade i det centrale Odense. Det dokumenteres af privatoptagelser, som TV 2/Fyn er kommet i besiddelse af.

En anonym beboer i Ørstedsgade fortæller til TV 2/Fyn, at banderne er meget synlige på den lille vej, hvor de kører meget stærkt.

Hashhandel er centrum for konflikt 

Vicepolitiinspektør Jesper Pedersen har forståelse for, at bandernes tilstedeværelse skaber bekymring blandt beboerne, og han forsikrer, at politiet gør, hvad de kan for at være synlige.

- Jeg forstår udmærket godt, at alle de beboere, hvor det her har udspillet sig, det er jo ikke kun i Ørstedsgade, føler en vis utryghed ved det, der foregår. Det jeg kan love, det er, at vi er på dypperne i forhold til at være til stede, siger han.

Det er kamp om de kriminelle markeder, blandt andet hashhandlen, som er årsag til konflikten mellem de to grupperinger, vurderer politiet. Politiet tolker de seneste dages påkørsler som et tegn på, at banderne ikke vil risikere at blive taget med våben på sig.

- I første ombæring af konflikten var det skydevåben. Qua vores pres og efterforskning - også i forhold til at finde skydevåben og gøre nogen skyldige for besiddelse og brug af skydevåben - så bruger man nu køretøjer til at bekrige hinanden.

 
Fotograf: Alexander Aagaard

Oversigt

    Oversigt