I det fynske folks tjeneste

Banebrydende samarbejde skal skabe liv i Haarby

02:57

Algade skal gøres mere indbydende.

1 af 2

Mange små lokalsamfund kæmper for at overleve, og i Haarby er byens lokalråd gået i offensiven for at skabe liv og vækst. Lokalrådet skal nu have hjælp af studerende fra Erhvervsakademiet Lillebælt til at udvikle byens hovedgade. Samarbejdet er det første af sin art i Danmark.

For medlemmerne i Haarby Lokalråd er sagen klar, hovedgaden Algade er byens udstillingsvindue, og den skal sælge Haarby til både handlende og tilflyttere. Lokalrådet vurderer, at der hver dag kører omkring 10.000 biler på gaden, og det skal udnyttes.

- I Billund ser man straks Legoklodser i vejsiden, når man kommer til byen, hvorfor kunne vi for eksempel ikke have Montana-møbler i vejsiden, siger Jens Jacobsen fra lokalrådet.

I dag bor der knap 3000 mennesker i Haarby, og det tal vil falde, hvis der ikke sker en udvikling, mener de lokale ildsjæle.

- Hvis vi skal have børnefamilier til at bosætte sig i Haarby, så skal vi også gøre byen mere indbydende, siger Jens Jacobsen

Initiativet fra Haarby vækker opsigt på Christiansborg, hvor minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen glæder sig.

- Det er en knaldgod idé, og jeg glæder mig til at se resultatet, siger Carsten Hansen, soc.dem.

Der er debat om de små lokalsamfund i Debat med Buch torsdag 19.30.

Ved du noget? Så send os et tip