Banedanmark fyrer entreprenør bag sporarbejde

Det kaotiske sporarbejde over Fyn de seneste uger får nu konsekvenser. Banedanmark opsiger samarbejdet med entreprenøren Strukton Rail, der har stået for sporarbejdet.

Allerede efter Kristi Himmelfartsferien trak det varslede sporarbejde længere ud end planlagt, og problemerne fortsatte pinsen over, hvor DSB måtte indsætte togbusser mellem Nyborg og Odense. 

Strukton Rail har som entreprenør stået for sporarbejdet på Fyn, men nu har Banedanmark fået nok og har opsagt kontrakten.

- Det er åbenlyst for enhver, at arbejdet på Østfyn i både Kristi Himmelfartsferien og i pinsen langt fra forløb, som Banedanmark havde planlagt. Strukton Rail har ikke levet op til den kontrakt, som vi havde indgået, og det har både påvirket passagerer og godsoperatører på den danske jernbane, siger Steen Neuchs Vedel, anlægsdirektør i Banedanmark.

Strukton Rails kontrakt løber hele sommeren, men Banedanmark har efter de store problemer på Fyn valgt at opsige samarbejdet med øjeblikkelig varsel.

- Vi har ikke længere tillid til, at de kan løfte opgaven. Derfor har vi i dag valgt at opsige samarbejdet, siger Steen Neuchs Vedel, anlægsdirektør i Banedanmark.

Banedanmark holdt i fredags et møde med entreprenøren Strukton Rail, og firmaet fik en såkaldt påkravsskrivelse, hvor entreprenøren blev bedt om at fremvise en ny plan for, hvordan man ville indfri det arbejde, som der er beskrevet i kontrakten.

- Vi bad Strukton om en revideret plan for de udestående sporarbejder, der kunne betrygge os i, at der ikke ville opstå yderligere forsinkelser, og at alt arbejde ville blive udført. Mandag morgen har vi modtaget Struktons svar, som ikke betrygger os i, at arbejdet kan udføres til den aftalte tid, siger Steen Neuchs Vedel.

Tre år mere på gamle skinner

Opsigelsen af Strukton Rail betyder, at Banedanmark vil nu revurdere de planlagte opgaver på Fyn, og bruge egne medarbejdere for at få udført den nødvendige vedligeholdelse. Det betyder, at togene på strækningen mellem Nyborg og Odense skal køre på gamle skinner tre år mere. 

 - Den store fornyelse, som vi havde regnet med, bliver erstattet af et øget vedligehold, så vi levetidsforlænger jernbanen, inden den skal fornys igen, siger Steen Neuchs Vedel, anlægsdirektør i Banedanmark.

Arbejdet kommer til at ske i de sporspærringer, der er allerede er planlagt hen over sommeren, og derfor kører togene efter den køreplan, der i forvejen var planlagt frem til den 7. august. 

- Det er en rigtig ærgerlig situation at ende i. Men vi kan af hensyn til de mange passagerer, der hver dag tager toget, ikke acceptere yderligere forsinkelser, siger Steen Neuchs Vedel.

Strukton Rail ønsker ikke at udtale, men siger til Ritzau, at der snarest vil blive sendt en pressemeddelelse ud.

 

 

 

Fakta om sporarbejdet

 

Oversigt

    Oversigt