Banedanmark: Togdriften tidligst normal igen torsdag eftermiddag

De reservedele, der kan reparerer de ødelagte togskinner i Odense, ankommer først torsdag morgen. Derfor trækker arbejdet ud.

Et ødelagt spor på Odense Banegård har onsdag ført til aflysninger og timelange forsinkelser i togtrafikken hen over Fyn og på tværs af landet.

Ifølge Banedanmark skyldes det omfattende togkaos, at et tog blev afsporet tirsdag aften i forbindelse med et sporskifte.

Og togdriften kommer også til at være kraftigt påvirket af uheldet torsdag. Banedanmark fortæller til TV 2/Fyn, at de reservedele, der kan reparere de ødelagte skinner ved Odense Banegård, først ankommer til Odense torsdag morgen.

quote Det ser ikke så slemt ud, som jeg kunne frygte, at det gjorde. Men det er jo slemt nok i sig selv, fordi vi jo først kommer til at køre tog på det stykke her engang i morgen eftermiddag

Kenneth Lau Rentius

Derfor regner Banedanmark med, at togdriften tidligst vil være normaliseret torsdag eftermiddag.

- Reservedelene skal transporteres helt fra Sverige, så vi regner med først at være klar engang i morgen eftermiddag (torsdag, red.), siger områdechef Kenneth Lau Rentius fra Banedanmark. 

- Det ser ikke så slemt ud, som jeg kunne frygte, at det gjorde. Men det er jo slemt nok i sig selv, fordi vi jo først kommer til at køre tog på det stykke her engang i morgen eftermiddag (torsdag, red.).

- Det skyldes, at vi skal skifte en lang række sveller, vi skal skifte en del skinner, og så er vi ved at få produceret nogle helt specielle reservedele i Sverige, som kommer til os i morgen tidlig, og så bliver de lagt i, og så kan vi åbne for normaltrafik i morgen eftermiddag, siger Kenneth Lau Rentius.

Sket på uheldigt sted

Han forklarer, at uheldet har givet en hel del udfordringer for Banedanmark.

- Udfordringen har både været at få fjernet toget, altså det at vi skal bevæge os på sporene samtidig med at alle togene skal forbi her, og så har vi presset på at vente på at kunne komme til. Nu har vi så sat alt i gang, og vi kommer til at arbejde på det i nat og i morgen formiddag. Og så er jeg sikker på, at vi kører tog i morgen eftermiddag, siger Kenneth Lau Rentius.

- Det er sket på det mest trafikerede sted, og det bliver jo enorm flaskehals i trafikken mellem Sjælland og Fyn og Jylland. Så ja, vi er blevet ramt hårdt lige præcis her.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Heldigvis sker så voldsomme uheld meget sjældent, påpeger områdechefen.

- Vi har ikke den type hændelser her ret ofte. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at vi har haft noget, der har gjort det så voldsomt og har betydet så meget for vores passagerer, siger Kenneth Lau Rentius.

Aflysninger og timelange forsinkelser

Toget skal dog køres væk fra skinnerne, før Banedanmark kan fastslå, hvor alvorlige skaderne på skinnerne er. Det har i første omgang ikke været muligt at få toget kørt væk ved egen hjælp. 

Derfor har DSB sat togbusser ind resten af onsdagen mellem Odense og Fredericia. Der blev indsat togbusser på Vestfyn allerede ved sekstiden onsdag morgen.  

Derudover kører intercitytog og lyntog med timelange forsinkelser. 

 

 

Oversigt

    Oversigt