Bank-krig på vej på Fyn

En bank-krig kan være på vej på Fyn efter at fusionen mellem Sparekassen Faaborg og Svendborg Sparekasse er droppet.

Sparekassen Faaborg overvejer at udvide ind på Svendborg Sparekasses enemærker efter de kuldsejlede fusionsplaner, skriver Fyens Stiftstidende.

Efter at fusionsforhandlingerne mellem Svendborg Sparekasse og Sparekassen Faaborg brød sammen, overvejer Sparekassen Faaborg at etablere sig i Svendborg.

- Vi har hevet vores gamle 2013-strategiplan op af skuffen igen, og nu giver vi den lidt mere gas. I den står, at vi vil være til stede på de 10 største markeder på Fyn, og der hører Middelfart, Nyborg og Svendborg jo til, selv om vi ved, at Svendborg ikke er det nemmeste sted at etablere sig, siger Sparekassen Faaborgs direktør Claus Sejling
til avisen.

Overvejer nyt navn

Sparekassen Faaborg overvejer også at skifte sit navn til Bank Fyn, som jo skulle have været navnet på den nye fusionsbank.

- Det er et godt navn, som signalerer det, vi gerne vil stå for. Selv om fusionen med Svendborg ikke blev til noget, er jeg stadig af den overbevisning, at Sparekassen Faaborg har fundamentet til at kunne fylde det hul, som blev efterladt efter Fionia Bank, siger Sparekassen Faaborgs direktør Claus Sejling.

Sparekassen Faaborg har netop åbnet filialer i Årslev og Kerteminde.

Oversigt

    Oversigt