Tusindvis af fynske unge er dårlige betalere: Bankerne skal lære dem at styre deres penge

I nogle fynske kommuner er hver tiende mellem 21 og 30 år registreret i RKI. Bankerne underviser i denne uge folkeskoleelever i privatøkonomi, så de ikke ender i gældsfælder, når de bliver voksne.

Tusindvis af fynske unge kommer i klemme og bliver stemplet som dårlige betalere, fordi de ikke har styr på deres økonomi.

I denne uge afholdes derfor en såkaldt pengeuge i landets folkeskoler, hvor bankerne vil forsøge at øge de ældste elevers viden om penge og privatøkonomi.

- Det kan være svært at skulle håndtere sin økonomi, når man er helt ung. Derfor står gæsteundervisere fra landets banker igen i år klar med gode råd og viden, når de besøger folkeskoleklasser i hele landet, siger Niels Arne Dam, der er cheføkonom i Finans Danmark.

Ribers Kredit Information, RKI, er et register over dårlige betalere, som er ejet af firmaet Experian. Ifølge Finans Danmark er cirka 47.000 unge mellem 18 og 30 år registreret i RKI som dårlige betalere. 

Knap 4.000 unge fynboer står i registret over dårlige betalere. Ifølge Finans Danmark skylder de unge især penge til teleselskaber. 

Fritidsjob og konfirmation

I Assens Kommune er ni procent af de 21-30 årige eksempelvis registreret i RKI. I Faaborg-Midtfyn Kommune finder man samme tendens. Her drejer det sig om 9,4 procent af gruppen.

Et af målene med pengeugen er derfor at gøre de unge klogere om privatøkonomi allerede i teenagealderen, så de ikke ender i gældsfælder senere i livet. Det er samtidig i den alder, at de fleste børn får deres første fritidsjob og bliver konfirmeret. 

Hvad er RKI-registret?

I Odense er de unge tilsyneladende bedre til at styre deres økonomi. Her er det fire procent af de 21-30 årige, som er registreret i RKI.

Pengeugen, hvor gæsteundervisere fra landets banker underviser i folkeskolen, foregår fra 11. til 15. marts i landets syvende-, ottende- og niendeklasser. Næsten 16.000 folkeskoleelever fordelt over hele landet deltager. 

Herunder kan du se, hvordan antallet af dårlige betalere fordeler sig på Fyn:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kan du ikke se kortet over kommunerne, kan du klikke her

Oversigt

    Oversigt