I det fynske folks tjeneste

Bankrøver meldte sig selv

En bankrøver valgte fredag eftermiddag at melde sig selv til politiet få timer efter at han havde begået røveri mod Nordeas filial i Kochsgade i Odense.

Bankrøveren til fredagens røveri fik tilsyneladende dårlig samvittigehed og meldte sig selv.

1 af 2

Røveriet skete klokken 11.44 hos Nordea på Kochsgade 140 i Odense. Manden truede personalet med en lang køkkenkniv og en pistol, men han fik dog ikke noget ud af sit forehavende, da banken er pengeløs.

Kort efter flygtede røveren fra stedet, og vidner så manden løbe hen til en hvid personbil, hvor en chauffør ventede. Bilen kørte væk, og vidner noterede registreringsnummeret.

Meldte sig selv

To timer efter røveriet meldte manden sig selv til nærpolitiet i Rosengårdcentret. Formentlig har den 25-årige mand fra Etiopien meldt sig selv, fordi politiet allerede havde været på besøg hos hans kone på deres bopæl i Odense. Røveriet blev nemlig begået i mandens egen bil.

Manden vil nu blive fremstillet i grundlovsforhør.

Nytteløst

At filialen i Kochsgade er pengeløs betyder, at personalet kun har begrænset adgang til kontanterne, som alle ligger i en såkaldt cash in/cash out-automat. Personalet kan kun hæve 10.000 kroner og det tager et par minutter hver gang.

- Det betyder, at det i princippet er nytteløst at begå røveri mod afdelingen, siger filialchef Mogens Andersen.