Barndommens barske land: - Jeg bliver aldrig færdig med Veflinge

Der var gode stunder med juletræ, nærvær og Anders And blade. Men der var også mopperi, druk og svigt. Veflinge er en blandet cocktail for forfatter Bo Østlund.

Bo Østlund, forfatter, bliver aldrig færdig med sit arkæologiske livoprojekt. At grave sig dybere og dybere ned i barndommens uvejsomme land for at forstå den mand, som han er i dag.

Vejen til at komme overens med barndommen er gået via en lang række bøger, blandt andet de senere års bestsellere "Modne kvinder" og "Modne mænd", hvor Bo Østlund har interviewet kendte danskere om deres liv og udvikling.

Nu udkommer seneste skud på stammen: Det to kilo tunge værk "Jeg var engang". Her fortæller 12 kendte danskere om deres opvækst og alt det, der har formet dem gennem et efterhånden langt liv.

Bogen er en opfølger til bestselleren "Skilleveje" fra 2006, med de samme mennesker. Her 12 år efter har Bo Østlund atter besøgt dem for at undersøge, hvor livet har bragt dem hen siden sidst.

I bogen fortæller blandt andre Michael Falch, Jens Gaardbo, Flemming Østergaard, Peter Lund Madsen, Pia Kjærsgaard, Stig Elling og Marianne Jelved om deres liv på godt og ondt.

quote Jeg har haft lukket ned for min barndom. Den kom ned i en stor, sort kiste, og så satte jeg 24 låse på. Den skulle aldrig lukkes op mere.

Bo Østlund, forfatter.

Tilbage til Veflinge

I anledning af den nye bog har TV 2/Fyn sat Bo Østlund stævne i hans helt egen barndomsland i Veflinge på Nordfyn. Her voksede forfatteren op og boede til han var 18 år.

Livet som den lille Bo var ikke ligefrem stabilt og harmonisk. Hans forældre var ramt af hver deres udfordringer, som i lange perioder tog deres opmærksom fra at være omsorgsfulde og kærlige forældre for deres fire børn.

- Jeg har været igennem en rejse, hvor jeg skulle bearbejde min barndom. Der blev drukket lidt for meget, og min far begik selvmord da jeg var 23, så de ting har jeg skulle bearbejde.

- Derfor tog jeg til Sverige i syv  år fra 2007 til 2014. Da jeg kom hjem, var jeg som nyfødt, genfødt, og siden da har jeg rakt ud efter lyset. Det går bedre og bedre. Mørket bliver afløst af mere og mere lys, siger Bo Østlund.

Bo Østlund i sin barndoms by Veflinge.
Bo Østlund i sin barndoms by Veflinge.
Foto: Morten Albek

Barndomshjemmet

Midt på hovedgaden i Veflinge ligger det rødstenshus, hvor Bo Østlund voksede op. Engang var det et centrum i byen, købmandsgården, som hans far bestyrede med myndig venlighed sammen med sin hårdtarbejdende hustru.

- Når jeg er her i dag, kan jeg se mig selv lege herude på gaden som lille dreng. Men jeg kan høre, hvordan det var inde i huset, hvor jeg sommetider var bange om natten. Så det er en blanding af det gode og det onde.

- Jeg erindrer med varme, hvordan jeg fik lov at stå i butikken og hjælpe til med at ekspedere kunder. Og jeg husker, hvordan min far løftede mig op juleaften, så jeg kunne tænde de øverste stearinlys på juletræet. Jeg fik også hvert år i december en stor rød strømpe, som der kom godter i hver morgen de 24 dage frem til juleaften. Det er dejlige minder, fortæller Bo Østlund.

quote Veflinge var en magnet for mærkelig mennesker. I dag ville man kalde dem tosser. Jeg voksede op blandt en masse særlinge, det var nok én af de byer på Fyn, som husede flest skæve eksistenser.<br />Mig og mine kammerater fik en forkærlighed for skæve eksistenser.

Bo Østlund, forfatter.

Barndommen bag lås og slå

Et minde som det fra juleaften er først dukket op i nyere tid. I mange år var det pakket langt væk.

- Jeg har haft lukket ned for min barndom. Den kom ned i en stor, sort kiste, og så satte jeg 24 låse på. Den skulle aldrig lukkes op mere.

Men det øjeblik hvor jeg lukkede op for barndommen, kunne jeg se den i øjnene og begynde at tilgive. Og så kunne jeg begynde at se de gode ting, som der også var, siger Bo Østlund.

Elsker særlinge

Selvom der er mange barske minder knyttet til Veflinge, så var det også her, hvor forfatterens evige nysgerrighed og kærlighed til skæve eksistenser er blevet grundlagt.

- Veflinge var en magnet for mærkelig mennesker. I dag ville man kalde dem tosser. Jeg voksede op blandt en masse særlinge, det var nok én af de byer på Fyn, som husede flest skæve eksistenser.

Mig og mine kammerater fik en forkærlighed for skæve eksistenser. I dag søger jeg også de skæve folk og interviewer dem. Jeg elsker mennesker, der stikker ud, for der var ikke andet i Veflinge dengang, siger Bo Østlund.

quote  Når jeg går gennem byen, så vender historien tilbage. Selvom mange af historierne gør ondt, så er de vigtige i min heling. Det er vigtigt at se spøgelserne i øjnene.

Bo Østlund, forfatter.

Den sorte skole

Sidste stop er den lokale skole, som ligner sig selv. Men kun på ydersiden.

- Jeg er vokset op med den sorte skole. Det vil sige, at vi fik jo tæv. Vi fik lussinger, nevet i kæberne og blev løftet op i ørene, og der var sågar en lærer, som uddelte kokosnødder - altså slog os med knyttet næve i hovedbunden - og spændte ben for os, og hvis du - som jeg - ikke var god til gymnastik, så blev du ydmyget af læreren.

Så lærerene var med til at moppe, og det viste de andre elever, at det var i orden at moppe de svage.

Men en dag i tresserne stod Arne Jensen fra Bornholm ved kateteret, og en ny tid begyndte.

- Han var den eneste, der ikke slog os og ikke nedgjorde os. Han blev min mentor, og han betød meget for mig i en tid, hvor livet var hårdt, siger Bo Østlund.

Bo Østlund ved kirken i Veflinge.
Bo Østlund ved kirken i Veflinge.
Foto: Morten Albek

quote Jeg er vokset op med den sorte skole. Det vil sige, at vi fik jo tæv.

Bo Østlund, forfatter.

Veflinge vil altid være min by

Men set gennem det bløde septemberlys i 2018 trænges de dystre minder i baggrunden.

- Jeg kigger jo på alle de glade unger og glæder mig over, at den sorte skole blev forbudt i 1968 med den grønne betænkning. Det er det bedste, som man har gjort, siger Bo Østlund.

- Når jeg går gennem byen, så vender historein tilbage. Selvom mange af historierne gør ondt, så er de vigtige i min heling. Det er vigtigt at se spøgelserne i øjnene. Det bliver jeg aldrig færdig med.

Når jeg engang går her med gangstativet op og ned af hovedgaden, så vil jeg gøre det samme. Jeg bliver aldrig færdig med at hele min barndom.

- Jeg bliver aldrig  færdig med Veflinge. Det vil altid være min by.

Bogen "Jeg var engang" af Bo Østlund udkom 5. oktober.

"Jeg var engang" af Bo Østlund

Bo Østlund i Veflinge, barndommens by.
Bo Østlund i Veflinge, barndommens by.

Se hele indslaget med Bo Østlund i Veflinge her: 

 

 

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt