Bashkim tilbage med et brag: - Det var dejligt

Bashkim Kadrii fik torsdag aften comeback for OB, da han startede inde i pokalsejren over AB. Og han indtog straks en hovedrolle.

Offensivspilleren Bashkim Kadrii vendte efter fire års fravær tilbage til OB i det netop overståede transfervindue.

Torsdag aften fik han sine første minutter som hjemvendt OB-spiller, da han startede inde og spillede en lille time i pokalkampen på udebane mod AB. En kamp som OB vandt stensikkert med 4-0 efter især en flot første halvleg - ikke mindst fra Bashkim Kadrii.

Bashkim Kadrii fik torsdag comeback i den stribede OB-trøje efter fire år væk fra klubben.
Bashkim Kadrii fik torsdag comeback i den stribede OB-trøje efter fire år væk fra klubben.
Foto: Lars Møller / Ritzau Scanpix

For den 27-årige angriber var ikke længe om at sætte sit absolutte præg på kampen, og efter blot 38 minutters spil stod han noteret for et pragtmål og to oplæg.

Efter kampen udtrykte han glæde over at være tilbage hos OB.

- Det var skønt. Det var en god og professionel kamp fra vores side, og vi får den sejr, vi skulle have. Så det var dejligt, siger Bashkim Kadrii til OB's hjemmeside.

Kadrii scorede efter 20 minutter åbningsmålet til 1-0 efter en solotur og et flot langskud. 

- Det var skønt at se den gå ind. Jeg lavede en, sidst jeg spillede imod OB, så jeg skulle lige give lidt igen, og det var dejligt. Jeg fik også lavet assists, og jeg synes, det var en god kamp fra vores side, siger Bashkim Kadrii.

Angriberen skiftede i 2014 til FC København, hvor han aldrig for alvor fik tilspillet sig en fast plads på holdet. Derfor har han i de seneste par år været udlejet til først amerikanske Minnesota United og i sidste sæson til Randers.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tilfreds cheftræner

OB-træner Jakob Michelsen havde efter kampen masser af roser til både sit eget OB-mandskab, modstanderne fra AB og comebackprofilen Bashkim Kadrii.

- Vi leverede en voksen og koncentreret indsats og viste god mentalitet. Det er ikke en selvfølge, at man får vist den niveauforskel, der bør være, men det formåede spillerne virkelig at gøre i dag. Også selvom AB kæmpede godt og leverede god modstand.

- Udover en stor chance til dem i første kvarter efter et hjørne, så var vi i fuld kontrol fra start til slut og lavede nogle flotte mål, som satte det på plads tidligt i kampen. Bashkim stemplede ind og smed den op i hjørnet og lavede to assists. Efter 4-0 gik gassen lidt af ballonen, men vi kan kun være glade for vores tredje kamp i træk, hvor vi spillede til nul, og for den fjerde på stribe uden nederlag, sagde Jakob Michelsen efter kampen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kampforløb

Oversigt

    Oversigt