Beboer satte ild på værelse

Beboer på Center Holmegaard på Langeland raserede værelse og satte ild på.

Episoden på asylcentret Center Holmegaard ved Bagenkop begyndte kort før klokken 9.

Beboeren raserede værelset og satte til sidst ild på.

Klokken 8.40 blev Langeland Kommunes Beredskab alarmeret, men inden brandfolkene nåede frem, havde personalet fået ilden slukket.

Knuste 24 ruder

Beboeren en syrisk mand, der formentlig er omkring 18 år gammel.

Han havde knust i alt 24 ruder i en tom bygning. Efterfølgende gik den 18-årige til den bygning, hvor han selv bor og satte ild til inventaret.

De øvrige beboere greb aktivt ind og nåede at slukke branden, inden der skete omfattende skade, oplyser vagtchef Lars Chr. Thede fra Fyns Politi.

I forbindelse med brandslukningen blev i alt 9 personer evakueret fra bygningen. Evakueringen foregik i god ro og orden. Ingen er kommet til skade.

Den 18-årige er nu anholdt, og gerningsstedet bliver nu undersøgt med assistance fra politiets kriminalteknikere.

Der var tirsdag ved middagstid endnu ikke taget stilling til, om den anholdte skal fremstilles i Grundlovsforhør.

Center Holmegaard er et asylcenter drevet af Langeland Kommune.

Oversigt

    Oversigt