Beboere laver telefonkæde mod voldsmænd

Beboerne i Lohals på langeland har mistet tilliden til politiet. Det sker efter en voldsepisode i byen, hvor politiet afviste at rykke ud.

Og når politiet ikke vil, så har beboerne valgt at tage sagen i egen hånd. De har oprettet en telefonkæde.

Telefonkæden skal give tryghed og beskyttelse mod voldsmænd, siger Jannik Mai, der har taget initiativet.

Initiativet kommer efter at Jannik Mai blev overfaldet af to mænd uden at politiet reagerede på hans råb om hjælp.

- Det har desværre været nødvendigt. Vi kan ikke stole på, at politiet rykker ud, når folk er i knibe. Det er blevet aktualiseret af det overfald, der har være på mig, siger Jannik Mai fra Lohals.

Meningen er at folkene på telefonkæden skal troppe op hos den, der har brug for hjælp, og det skal skabe tryghed.

- Det er ikke noget tæskehold. Men det skal dæmme op for, at der sker voldelige overfald, siger Jannik Mai.

I Lohals er der der delte meninger om telefonkæden, men enighed om at Fyns Politi svigter den lille by.

Ifølge Jannik Mai er der 18 personer i telfonkæden. Det nittende telefonnummer der er på listen er til Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt