Beboerne vil have rundkørsel i “banankryds” - kommunen har ikke pengene

De lokale vil have bygget en rundkørsel i “banankrydset”, hvor der for tredje gang på ti år er kørt en bil ind i Karin Hansens hus. Det er der ikke penge til, siger kommunen.

En bil, der i weekenden torpederede Karin og Knud Hansens hus i Millinge på Sydfyn, er blevet fjernet tirsdag morgen.

Det er tredje gang på ti år, at parrets hus bliver ramt af en bil, og beboerne i området kræver nu derfor, at Assensvej, der går tværs gennem byen, bliver sikret.

quote Det løses bedst ved at lave en rundkørsel

Henning Bahl

Den bedste løsning er ifølge de lokale en rundkørsel på det sted, hvor Assensvej slår et skarpt sving ved sidevejene Østerbyvej og Kirkegyden - et stykke vej, der tidligere er blevet kaldt et “banankryds” og “Fyns mærkeligste kryds”.

- I “banankrydset” oplever vi farlige situationer meget ofte, siger Henning Bahl, der er næstformand i Lokalrådet for Faldsled-Millinge-Svanninge.  

- Det løses bedst ved at lave en rundkørsel. Det viser med al tydelighed med det store og farlige uheld, der skete i weekenden, at folk kører med for høj fart, specielt fra Faaborg-siden og fra Faldsled-siden. Løsningen er en rundkørsel, hvor man dæmper hastigheden, før man når rundkørslen, fastslår Henning Bahl.

Det er "banankrydset" her, hvor beboerne gerne vil have en rundkørsel. Det er Karin og Knud Hansens hus, det gule som ses foran den røde bil.
Det er "banankrydset" her, hvor beboerne gerne vil have en rundkørsel. Det er Karin og Knud Hansens hus, det gule som ses foran den røde bil.
Foto: Google Street View
Det er "banankrydset" her, hvor beboerne gerne vil have en rundkørsel. 
Det er "banankrydset" her, hvor beboerne gerne vil have en rundkørsel. 
Foto: Ole Holbech

Ingen penge til rundkørsel

Ifølge Faaborg-Midtfyn Kommune er der ikke penge til at lave en rundkørsel. Til gengæld er der allerede planer om at lave cykelstier til 8,6 millioner kroner og på anden vis sikre det farlige kryds.

- Vi vil lave nogle afmærkninger, kantbaner og forhøjninger - og på anden vis gøre det mere overskueligt og forståeligt, hvordan man skal køre i krydset, og hvem der har vigepligten, siger Søren Kristensen (V), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.

- En rundkørsel kan måske være en mulighed. Det er ikke der, vi er nu. Vi har ikke penge til at lave en rundkørsel, fastslår formanden for Teknik- og Miljøudvalget.

Søren Kristensen, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune, er åben over for muligheden for et autoværn mellem huset og en planlagt cykelsti. 
Fotograf: Ole Holbech

Planer om autoværn

Søren Kristensen peger desuden på, at rundkørslen skal kunne håndtere lastbiler og anden tung trafik, og derfor skal den være så stor, at det vil være nødvendigt at fjerne nogle af de huse, der ligger på strækningen.

quote Vi har ikke penge til at lave en rundkørsel

Søren Kristensen

- Pladsmæssigt kan det blive en udfordring med en rundkørsel. Skal vi have en rundkørsel, skal den have en størrelse, så den kan tage trafikken, herunder den store trafik. Men den skal også være lukket i midten. Hvis det bliver en mindre rundkørsel, afbøder den ikke de problemer, vi desværre nu har set igen med, at man bare kan køre lige over, siger Søren Kristensen.

Derimod er han mere positiv over for, at der bygges et autoværn mellem vejen og Karin og Knud Hansens hus.

- Vi har været i dialog med beboerne i huset omkring et autoværn mellem vejen og den cykelsti, som kommer til at gå der. Det vil afbøde de problemer, de har, siger Søren Kristensen.

Kan du love familien, at der kommer et autoværn?

- Det vil vi bestræbe os meget på at få indarbejdet i projektet (bygningen af cykelstier til 8,6 millioner kroner, red.). Det er helt sikkert.

Husejer: Nu skal der gøres noget

quote Jeg beder til, at kommunen endelig får taget sig sammen at gøre noget ved krydset

Karin Hansen

Karin Hansen, der for tredje gang på ti år har oplevet, at en bil kører ind i hendes hus, håber, at der kommer en løsning på de trafikale udfordringer foran og i hendes hus.

- Jeg beder til, at kommunen endelig får taget sig sammen at gøre noget ved krydset, siger Karin Hansen.

- Nu skal der gøres noget.

Karin Hansen håber, at tredje gang er sidste gang. 
Fotograf: Ole Holbech

Hun ser frem til - i første omgang - at få et autoværn i løbet af det næste år.

- Det håber jeg, han (Søren Kristensen, red.) står ved og ikke japper det væk igen, for nu skal der gøres noget, siger Karin Hansen.

Ved ulykken natten til søndag skete der udelukkende materiel skade. Bilens fører stak af fra ulykkesstedet, men vendte i løbet af søndagen tilbage og meldte sig til politiet. Ifølge Karin Hansen forklarede manden uheldet med tæt tåge.

Oversigt

    Oversigt