I det fynske folks tjeneste

Bech: Svært at bevare pessimismen

Som træner for et hold i medgang er det svært at være pessimist, mener OBs Troels Bech.

Troels Bech er tilfreds med sejren over FC Nordsjælland, som på trods af fraværet af mange af holdets profiler, formåede at volde OB problemer og holde fynboerne fra scoreing indtil ti minutter før tid.

Der skulle gå omkring 80 minutter af Superligakampen mellem OB og FC Nordsjælland, før den forløsende scoring kom.

Den tidligere Næsby-spiller Jeppe Hansen blev skiftet ind og afgjorde kampen til fynboernes fordel.

- Det gode ved at score sent, det er at de andre så har kort tid til at udlige i. Det var ikke et overfald på FC Nordsjælland, vi var ude i. Vi må anerkende, at de også har råd til, kvalitativt at tage flere stamspillere af holdet og stadigvæk have et hold, der præsterer godt. Det er godt trænerarbejde, men det er også et udtryk for, at de millioner de har tjent i Champions League primært er blevet brugt på at forstærke sig i bredden, siger Bech, der dog mener, at OB er en lille hestemule foran, som han udtrykker det.

Mere flid betaler sig

OB var i sidste sæson et af de mest scorende hold i Superligaen. Desværre lukkede holdet bare endnu flere mål ind, end de scorede, og det resulterede i det dårlige resultat i foråret.

I denne sæson er OB stadig ubesejret, og boldene suser ikke længere om ørerne på Jesper Christiansen og resten af OB-defensiven og ind i kassen.

Det skyldes mere arbejdsomhed, når OB spiller.

- Vi har større flid i holdet, og den flid gør at der bliver spillet med stort hjerte. Det kan man måle helt ind i duellerne, men der er også mere tæt omkring det forsvar, som skal klare sig, og det har hjulpet os. Så har vi selvfølgelig trænet rigtig meget defensiv struktur, i erkendelse af, at der gik for mange mål ind, siger Bech.

Historien om Emil Larsen

Hjemmekampen mod Nordsjælland var samtidig Emil Larsens første kamp på Odenses græs, efter hele miseren omkring det mislykkede skift til Brøndby.

Mange af OBs fans revsede Emil for ønsket om at skifte klub, og ikke alle gloser var lige venlige over for den unge midtbanedynamo.

Men Emil gav sig i mange situationer og var med i stort set alle facetter af spillet, hvilket blev belønnet med klapsalver i stedet for buh-råb og pibekoncerter.

- Jeg synes jo, at Emil har vist stor robusthed i det her forløb, fordi meget er blevet ham tillagt af både motiver og skavanker - lige fra fysiske til måske at være en fej hund, men det har han jo bevist, at han ikke er. To rigtig gode præstationer i Vestsjælland i sidste uge og igen mod Nordsjælland med en voldsom team spirit, og det synes jeg taler for en rigtig OB'er, siger Bech.

Synderen skal som regel findes, når man lider nederlag, og lider man mange nok, står træneren ofte for skud. Men en sejr har mange fædre, og Troels Bech vil heller ikke tilskrive sejren til nogen bestemt på holdet.

Sejren er penge på bankbogen til det OB-hold, der aktuelt ligger nummer to i Superligaen og sammen med FC Midthylland er det eneste ubesejrede hold i efteråret.

- Vi kan jo ikke vinde 1-0 uden at der er en hel masse, der forvarer sammen, og når Jeppe Hansen kommer ind fra bænken og afgør kampen, så er det også mere end bare de 11, der startede kampen. Det giver os rigtig meget på trup-kontoen, det er vi meget tilfredse med.

- Det bliver sværer og sværere at bevare pessimismen, smiler Troels Bech.

Ved du noget? Så send os et tip