Bech: Vi har lagt i kakkelovnen til kamp

Søndag eftermiddag tager OB mod Viborg hjemme. Det er 37. gang, at de to hold mødes. Og der er lagt i kakkelovnen til en stor præstation, lyder det fra Troels Bech.

Det handler om point, og det handler om millioner, når 22. runde af Superligaen spilles i dag. For det er efter denne runde, at tv-pengene uddeles. Og jo bedre placering - jo flere millioner. Men for holdet handler det også at vinde mod jyderne.

- Det er nu, vi skal have point. Og det skal vi, fordi det er på hjemmebane, og fordi det er mod det hold, vi skal have under os. Og fordi tre point gør pokkers til forskel i den her liga, lyder det fra Troels Bech.

I følge OBs hjemmeside taler statistikken for fynboerne. OB har vundet 21 ud af 37 kampe - og så har holdet kun tabt en kamp inden for de seneste 11 kampe.

Troels Bech håber på publikums opbakning, som da OB spillede mod FCK.

- Der var masser af opbakning sidst - og det var fedt. Vi håber på en god opbakning igen, og vi har selv lagt i kakkelovnen til en stor præstation, fortæller Troels Bech.

Oversigt

    Oversigt