Bedre hjælp til misbrugsfamilier

Børn fra familier med alkoholproblemer får fremover bedre mulighed for at få hurtig og rigtig hjælp. Fyns Amt og 10 fynske kommuner har uddannet en langr række kommunale medarbejdere til at kunne se børnene og løse problemerne i misbrugsfamilier.

-

Børn fra familier med alkoholproblemer får fremover bedre mulighed for at få hurtig og rigtig hjælp. Fyns Amt og 10 fynske kommuner har uddannet en lang række kommunale medarbejdere til at kunne se børnene og løse problemerne i misbrugsfamilier.


Siden september har lærere, pædagoger, dagplejere og sagsbehandlere i 10 kommunale forvaltninger modtaget undervisning gennem \"Modelprojekt - børn i misbrugsfamilier\".


Personalet har  modtaget uddannelse i, hvordan man hurtigt og bedst opdager børn, der er belastet af opvæksten i en misbrugsfamilie, og hvordan man efterfølgende kan tilbyde støtte til børnene.


To myndigheder
Hidtil har indsatsen over for misbrugsfamilier været hæmmet af, at ansvaret har været delt mellem amtskommune og kommune. Fyns Amt har stået for behandlingen af alkoholikeren, mens kommunerne har haft ansvaret for børnene. \"Modelprojekt - børn i misbrugsfamilier\" sikrer, at de to myndigheder samarbejder til gavn for de belastede familier.


Alkoholprojektet mellem Fyns Amt, de 10 kommuner, socialministeriet og sundhedsstyrelsen skal sikre, at  medarbejdere i kommunerne og i amtets alkoholbehandlingscenter i tide opdager de mange problemer, der kan opstå for børn i en familie, hvor mor eller far drikker.


Problemerne er skjulte
\"Ofte virker børnene i en misbrugsfamilie velfungerende, da de er vant til at tilpasse sig vanskelige vilkår. Men børnene har masser af problemer, og de risikerer at få skader for resten af livet, hvis der ikke bliver sat ind med støtte og behandling. Derfor uddanner vi personalet til at se problemerne, når de er der, \" fortæller projektleder Claus Thomsen fra Fyns Amt.


Den anden del af projektet handler om at sikre at der bliver handlet i forhold til børnene, når først personalet har opdaget et misbrug. Personalet i projektet har fået redskaber, der kan forbedre indsatsen og støtten til børnene.


De 10 fynske kommuner er Sydlangeland, Rudkøbing, Tranekær, Marstal, Ærøskøbing, Svendborg, Ullerslev, Egebjerg, Årslev og en del af Odense.


Sundhedsstyrelsen skønner at 130-140.000 børn har forældre, der har problemer med misbrug af alkohol.

Oversigt

    Oversigt