Succes i Zoo: Bedste sommer i otte år

Lidt over 96.000 besøgte Odense Zoo i løbet af sommeren 2019. Det er en stigning på 12 procent fra 2018.

96.355 personer lagde i sommeren 2019 vejen forbi Odense Zoo.

Det er en stigning på 12 procent fra året før, og det er det højeste besøgstal i løbet af sommeren siden 2011.

Ifølge direktør Bjarne Klausen kan parkens nye attraktion Bøgetoppen være en del af forklaringen på boomet i sommerbesøgende. 

- Vi kan se, at en del gæster i vores brugerundersøgelser nævner , at de er rigtig glade for Bøgetoppen. Vi kan også se, at det er noget af det, der klikker rigtig godt, når vi laver kampagner på sociale medier, siger han. 

Bøgetoppen er en ny tilføjelse i Odense Zoo og alene nyhedsværdien kan have været med til at øge besøgstallet, mener direktøren. 

- Nyheder i sig selv er altid godt i forhold til besøgstallet, siger han. 

- Det er jo en nyhed, der ikke indeholder dyr. Så på den måde er det jo imponerende, at den er så populær, når den konkurrerer med løver og tigere, lyder det. 

Bøgetoppen er 252 meter lang vandretur i op til 12 meters højde, hedder det blandt andet på Odense Zoo's hjemmeside. Attraktionen består af plateauer, der er bygget højt oppe i bøgetræerne ved zoologisk have og forbundet af broer.

Lidt som at være landmand

I 2018 var det rekordsommer i Danmark, hvor man blandt andet havde den tørreste og varmeste sommer i 26 år, men besøgstallet sprængte altså ikke nogen rekorder i Odense Zoo. 84.056 valgte i perioden 29. juni til 11. august sidste år at tage en tur i zoo. 

I år, hvor det oftere har været overskyet, og temperaturerne har været lavere, har besøgtallet til gengæld skudt i vejret. 

- At drive zoo er en lille smule som at være landmand. Forstået på den måde, at det er noget meget specifikt vejr, vi gerne vil have, siger direktør Bjarne Klausen. 

- Hvis det er for varmt, så vil folk hellere på stranden, og hvis regnen står ned, som den gør lige nu, så kommer man jo heller ikke i zoo, siger han. 

Ifølge direktøren budgetterede man med et besøgstal på 2.100 om dagen og endte med et gennemsnit på 2.190 besøgende. 

- Vi har selvfølgelig altid ambitioner om at øge tallet, men der er jo også en øvre grænse. Men målet er i hvert fald som minimum at fastholde tallet næste år, siger direktøren. 

Oversigt

    Oversigt