I det fynske folks tjeneste

Begejstret statsminister henter inspiration på fynsk plejehjem

Der er ingen grund til at føre regnskab over væskeindtag og humør på landets plejecentre. Det er en af de ting, som statsminister Mette Frederiksen tog med sig fra et besøg på et plejecenter i Kirkendrup ved Odense.

00:15

Plejecenter Ærtebjerghaven i Kirkendrup havde onsdag besøg af landets statsminister Mette Frederiksen.

En begejstret statsminister fik onsdag konkrete forslag til sin kommende nærhedsreform på et plejehjem i Næsby. Beboere og ansatte på Plejecenter Ærtebjerghaven i Odense kom nemlig med forslag til, hvordan livet på landets plejecentre kan forbedres. 

Derfor besøgte statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag Plejecenteret i Odense for at lytte til beboernes og personalets frustrationer - og hun fik noget med sig tilbage til Christiansborg.

- Jeg er her for at få gode ideer til at få afbureaukratiseret ældreområdet, og det må man sige, at jeg får  her. Det bliver sagt uden omsvøb. Når man bor på et plejehjem, skal vi se det som om, at det er et hjem. Det er ikke en institution, og det er ikke et sygehus, siger Mette Frederiksen til TV 2/Fyn.

Læs også Mette Frederiksen svarede på særligt fynsk spørgsmål efter åbningstale

Statsministeren lagde i sin åbningstale til Folketinget op til en såkaldt nærhedsreform. En reform, der blandt andet skal ændre på dokumentationskravene for personalet på landets plejehjem, så de bruger mindre tid bag computerskærmen og mere med beboerne. 

Statsministeren tager flere ting med sig fra sit besøg hos de ældre og personalet på Plejecenter Ærtebjerghaven.

- Vi har konkret behov for at dokumentere medicinforbruget, men det meste af det andet kan vi undvære, hvis vi har tillid til, at der er en dygtig leder. Alle de dokumentationskrav betyder, at medarbejderne også her sidder alt for lang tid bag en computer i stedet for at være sammen med de gamle mennesker, siger Mette Frederiksen.

Vil bygge på tillid

Hun understreger, at regeringen gerne vil lægge så meget som muligt ud til de enkelte plejecentre.

- Jeg vil gerne bygge et velfærdssamfund på tillid. Der er en dygtig leder her på stedet, og vi bliver da nødt til at have tillid til, at hun er tættere på borgerne og virkeligheden, end vi er som politikere.

- Det vigtigste er, at der tid, fordi tid hænger sammen med værdighed, pleje og omsorg, og det er det, der er brug for, når man er på plejehjem. Det er saftsusemig ikke, om det bliver skrevet ned, hvor meget man har drukket, og hvordan man lige har det den enkelte dag, siger Mette Frederiksen.

Flere af de elementer, som statsministeren hæfter sig ved efter besøget på Ærtebjerghaven, er også blandt de ting, som plejecentrets tillidsrepræsentant Susanne Jørgensen håber har sat sig fast hos den socialdemokratiske statsminister.

00:16

Tillidsrepræsentant Susanne Jørgensen er glad for statsministerens visit.

Luk video

- Jeg håber, at hun tage budskabet med hjem om, at det er et plejecenter og ikke et sygehus - og at vores borgere har deres eget hjem her, siger Susanne Jørgensen, og peger på, at man jo heller ikke skal dokumentere alting i sit eget hjem. 

- Vi skal gøre det med medicin, men ikke med alle de små ting, som man er nødt til at dokumentere to gange. Det synes jeg er i overkanten, siger tillidsrepræsentanten.

Hun er glad for, at statsministeren nu sætter fokus på plejepersonalets arbejde.

- Vi løber stærkere og stærkere, og vi skal jo finde ressourcer et eller andet sted. Vi kan måske spare noget tid og nogle penge, hvis vi bruger mindre tid foran computeren, siger Susanne Jørgensen.