Begynderheld: Odenseaner vinder en million på sit allerførste Keno-spil

En odenseaner havde held i sprøjten allerede første gang, han spillede Keno. Han vandt en million kroner.

Der skulle bare ét enkelt spil til for en 39-årig odenseaner, før en hel million kroner rullede ind på bankbogen.

-Jeg lagde en enkelt 10’er, men jeg går ikke så meget op i det, så jeg glemte faktisk kuponen hos min kammerat, siger den anonyme vinder.

Derfor troede den 39-årige mand heller ikke på sin kammerat, da han overbragte ham nyheden.

- Jeg havde rigtig meget at se til, så da han sagde, at jeg havde vundet, sagde jeg bare, at jeg ikke havde tid til hans fjolleri lige nu, fortæller vinderen.

Heldigvis går det op for vinderen, at der rent faktisk er gevinst, og sammen med sin kammerat tog han i kiosken for at få de mange nuller bekræftet.

- Det er første gang, jeg nogensinde har spillet Keno, og der går nok lige lidt, inden jeg spiller igen. Man skal jo ikke udfordre skæbnen, fortæller vinderen.

Han ved endnu ikke, hvad pengene skal bruges på. Det har han heldigvis tid til at drømme en smule over. 

Oversigt

    Oversigt