Bekymrede briter klar til at lukke Blå Scene

Det britiske rockband Suede er klar til at lukke Blå Scene på Tinderbox lørdag aften. Se hele interviewet her, hvor de udtrykker bekymring over Brexit.

To dage efter at briterne stemte sig ud af EU, står det britiske rockband, Suede,  klar til at lukke Blå Scene på Tinderbox ned. Det britiske valg ser de på med bekymring. 

- Jeg er bekymret for, at det kan blive katastrofalt for vores land, siger Bret Anderson. 

De mener begge, at det især kommer til at gå ud over de unge, som i overvældende grad stemte for at blive i EU. 

- Jeg synes det er virkelig trist for generationerne under os, som er vokset op og tænkt, at det her var naturligt, siger Mat Osman. 

Britpop-mærket

De to bandmedlemmer føler sig som europæere, derfor har de heller aldrig taget britpop-mærket til sig. 

- Jeg tror ikke, at nogen kan lide at få et mærke. Alle vil gerne tro, at de er store individer. Jeg mener, jeg kan godt lide, at vi synger om Storbritanien, men vi gør det ikke på en nationalistisk måde. Det handler om at være realistisk og ikke synge i klicheer. Hvis vi kom fra Danmark, så havde vi været et meget dansk band.  Jeg har aldrig følt forbindelse med de andre bands, men de vil sikkert sige det samme om os, siger Mat Osman.

Bret Anderson er enig;

- Jeg har altid syntes, at alt det der viften-med-flag-bands i 90erne var en joke. Det har aldrig været om at fejre det britiske, det handlede om at dokumentere det. Og det er den store forskel på os og de andre britpop-bands, siger han. 

Populære briter 

Bandet består af forsangeren Brett Anderson, Richard Oakes på guitar, Neil Codling på keyboard, Mat Osman på bas og trommeslageren Simon Gilbert.

I 2003 annoncerede bandet, at de ville tage en længerevarende pause. Først i 2011 blev Suede gendannet. 

- Man må nogen gange tage nogle beslutninger, som er meget smertefulde. Det var som at amputere sit ben, for at forhindre, at man dør af koldbrand. Sådan beskriver Bret Anderson opsplitningen af Suede. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bandet, der oprindeligt blev dannet i 1989, har i alle årene haft et godt tag i det danske publikum, hvor de gennem årenen flere gange har spillet på de store scener rundt omkring i Danmark. Sidst Suede optrådte i København, i forbindelse med lanceringen af deres nyeste album "Night Thoughts", blev koncerten udsolgt på få minutter.

- Vi behøver ikke bevise, at vi stadig eksistere, så lad os lave noget, som vi ikke har gjort før, siger Mat Osman om processen bag det nye album. 

Suede lukker Blå Scene i aften på TinderBox Festival klokken 23.05. 

Se det fulde interview med Bret Anderson og Mat Osman nedenfor. 

 

 

Oversigt

    Oversigt