I det fynske folks tjeneste

Bekymret borger: Brogade mister identiteten, hvis sten fjernes

00:04

'Bevar Brosten i Brogade' hedder en ny borgergruppe, som kæmper mod, at vejbelægningen i Brogade ændres i forbindelse med klimaby-projektet.

Det er ikke lige meget, hvad man går og står på. Det mener en gruppe borgere i Middelfart i hvert fald. De er utilfredse med, at politikerne vil fjerne brostenene i Brogade i byens gamle kvarter og erstatte dem med en anden vejbelægning som led i KlimaBy-projektet. De har derfor oprettet borgergruppen 'Bevar Brosten i Brogade'.

Hvis man fjerner brostenene, så fjerner man hele identiteten i den gade her

Ole Høyer, Formand for 'Bevar brosten i Brogade'

Ole Høyer, som er formand for borgergruppen, mener, at brosten er smukke og bevaringsværdige, og derfor kæmper han for, at brostenene i Brogade bliver liggende. 

- Hvis man fjerner brostenene, så fjerner man hele identiteten i den gade her, siger han. 

Men byrådspolitikeren Regitze Tilma fra Venstre ser anderledes på brostenene.

- Det skal passe til resten af projektet, det skal ende i noget bassin nede for enden af gaden, så jeg tror, at det fører en masse gode ting med sig også, siger Regitze Tilma. 

Og kollegaen byrådsmedlemmet Jens Backer Mogensen fra Socialdemokraterne ser heller ikke, at gaden bliver mindre smuk af ændringerne. 

- Projektet er at det stadig skal være en smuk, og måske den smukkeste, del af Middelfart. Hele området vi står i, og også området over mod kirken og Fisketorvet skal være noget af det mest præsentable i hele klima-by-projektet, og derfor er der ingen af os, der ser asfalt på vejen. Foreløbigt ligger der et projekt med klinker, siger Jens Backer Mogensen. 

Borgere kæmper for at bevare Brosten i Borgergade i Middelfart Foto: Mikkel Skov Svendsen

Politikerne i byrådet ser skævt til brostenene i Brogade, fordi den 120 meter lange gade er en del af KlimaBy-projektet. I det indgår, at regnvandet skal ledes væk ovenpå vejen, som man har gjort det i Søndergade, og derfor er det foreslået, at man i stedet for brosten lægger nogle klinker på vejen.

- Man behøves ikke at lede vandet hen over brostenen i Brogade, man kan lede dem i et rør neden under de her 120 meter. Det er det eneste vi beder om, alt det andet har vi ikke nogen mening om. Vi vil bare gerne have, at man ikke graver brostenene væk. Ved at lægge rør neden under og lede vandet den vej ned, så man fuldstændig opfylde alle målsætningerne i projektet, forklarer Ole Høyer og tilføjer:

- De her brosten har bestået i 120 år, og de hører til hernede. Vi ønsker ikke at ændre ret meget på byen men bare bevare det, vi rigtig godt kan lide.

Byrådspolitikerne er dog enige om, at planerne om Brogade kun kommer til at gøre noget bedre for Middelfart. 

- Vi har lavet et projekt, som vi er rigtig, rigtig stolte af i byrådet, som handler om at være på forkant med klimaet. Det projekt er vi stolte af, det er vi enige om, og det er et meget stort projekt, som også kommer til at gøre Middelfart til en smukkere by, siger Jens Backer Mogensen. 

Ved du noget? Så send os et tip