Skolevalg: Belissa og Niklas satte krydser

Belissa og Niklas stemte torsdag morgen til skolevalget. På Fyn stemmer over 7.000 skolelever på 69 skoler ved det tredie skolevalg i Danmark.

Der blev sat krydser på stemmesedlen og bagefter blev den smidt i stemmeurnen, da Belissa Hadziabdic og Niklas Mark-Hansen i dag stemte til skolevalget på Lillebæltsskolen i Middelfart.

På Fyn bliver der afholdt skolevalg på 69 skoler. Både Belissa Hadziabdic og Niklas Mark-Hansen har været en del af skolevalget 2019 og deltaget i politiske debatter.

 

 

- Jeg ved mere om de forskellige partier, og hvad de står for. Og jeg har overalt bare fået mere viden om det, forklarer Belissa Hadziabdic, der går i niende klasse.

Også Niklas Mark-Hansen er glad for at have været med til skolevalget. Han mener, at det klæder ham på til at stemme, når han engang får stemmeret.

- Jeg glæder mig til, at kunne mærke, at man har en stemme i det hele, så man ikke bare står og kigger på, forklarer Niklas Mark-Hansen fra Lillebæltsskolen.

 

7000 stemmer på Fyn

 

Belissa Hadziabdic og Niklas Mark-Hansen er blot to elever ud af over 7.000 elever, der stemmer på Fyn. I hele landet er det omkring 80.000 elever, der i dag skal stemme til det tredie skolevalg i Danmark.

Meningen med skolevalget er, at lære skoleeleverne om, hvordan demokratiet og vores valgsystem fungerer. Samtidig skal skolevalget også skabe interesse for, at de unge får mere lyst til at tage del i demokratiet. Det forklarede undervisningminister Merete Riisager forleden på TV 2/Fyn.

- Det man kan se, er, at det giver noget selvtillid til mange af de unge mennesker, der deltager. Både dem der sidder i panelerne, og de folkeskoleelever som rejser sig op og stiller et spørgsmål, og måske har brugt lang tid på at forberede og formulere det helt rigtige spørgsmål. Det giver et skub i forhold til ikke kun at være en der lytter, men også være en der deltager, siger undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance.

 

Statsministeren udskrev valget

 

Officielt blev skolevalget udskrevet af statsminister Lars Løkke Rasmussen den 13. januar, og i dag skal stemmerne afgives.

I de tre ugers valgkamp op til valget, har eleverne på en række skoler arbejdet med valg og demokrati. På flere skoler, har der også været afholdt valgdebatter med ungdomspolitikere.

Ved skolevalget i 2017 var der et klart flertal til blå blok. Da stemmerne var talt op, fik rød blok, medregnet Alternativets stemmer, 44,8 procent af stemmerne, mens blå blok fik 55,6 procent af stemmerne.

 

Landsresultater fra skolevalg 2017
Soc.dem. 15,6 procent
Radikale 11,4 procent
Kons. 12,8 procent
Nye Borgerlige 1,8 procent
SF 5,3 procent
Liberal Alliance 13,5 procent
Dansk Folkeparti 8,4 procent
Venstre 19,1 procent
Enhedslisten 6,1 procent
Alternativet 6,4 procent

 

Valgaften fra Christiansborg

 

Resultatet af skolevalget bliver talt op og offentliggjort ved en valgaften på Christiansborg, hvor Folketingets TV sender live fra Landstingssalen, hvor alle ungdomspartierne er samlet.

Der vil løbende tikke resultater fra skolevalget ind fra alle regioner, og med til valgaftenen på Christiansborg vil være ungdomspolitikere, folketingspolitikere og andre gæster.

Oversigt

    Oversigt