Bendtsen kan miste sit jagttegn

Det kan koste tidligere økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen jagttegnet, at han sendte sin ministerbil til Fyn for at hente sit jagtgevær.

Bendtsen sendte under sin tid som minister sin ministerbil til Fyn alene for at hente jagtgeværet, som han skulle bruge til en jagt på Midtsjælland.

Men det er ulovligt at transportere geværet uden at Bendt Bendtsen selv var med i bilen og kunne holde øje med geværet. Det skriver B.T. mandag.
 
- Det er en klar overtrædelse af dansk våbenlovgivnig at
overlade våben og ammunition til personer, der ikke har de
behørige tilladelser til dem. Hvis Bendt Bendtsens chauffør ikke
er i besiddelse af et gyldigt jagttegn, overtræder de begge
våbenlovgivningen, siger Jens Ulrik Høgh, specialredaktør på fagbladet Jagt, Vildt & Våben, til B.T.

Ingen af Bendtsens daværende ministerchauffører har hverken jagttegn eller våbentilladelse. Bendt Bendtsen selv ønsker ikke at kommentere sagen.

Oversigt

    Oversigt