Bente fik et chok: Opdagede skjult kronisk sygdom

Hver 10. kvinde rammes af en stofskiftesygdom i løbet af deres liv. Bente Lassere fik stillet diagnosen ved et tilfælde, for hun havde ingen symptomer

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hun har levet med sin kroniske sygdom i over tyve år nu. En sygdom, Bente Lasserre opdagede ved et tilfælde på grund af sin egen mor.

Moderen var blevet glemsom og kunne ikke huske noget. Hun klagede også over træthed, så familien fik mistanke om demens.

Men en blodprøve hos lægen afslørede et voldsomt lavt stofskifte.

quote Vi har mistet noget tid med min mor, hvor hun ikke var helt fit. Hvis jeg kan hjælpe andre, så de opdager sygdommen tidligere, så vil jeg rigtig gerne det

Bente Lasserre, stifter af Stofskifteforeningen

Forskning viser en vis grad af arvelighed i sygdommen, så Bente Lasserre og hendes to søskende fik også taget en blodprøve.

-Jeg var helt overbevist om, at jeg ikke var syg. For jeg havde det jo fuldstændig perfekt. Jeg havde ingen symptomer, jeg havde ingenting, siger hun.  

Uventet besked fra lægen

Hun husker tydeligt den dag, hvor lægen kom med svaret. Som bankassistent på fuld tid valgte hun at gå ind i et kontor for sig selv. Tallene var helt skæve, og hun var stærkt på vej til at udvikle for lavt stofskifte.

Mulige symptomer på stofskiftesygdom

Efter en kontrolblodprøve hos egen læge, fik hun konstateret autoimmunt lavt stofskifte. Det betyder, at hendes eget immunforsvar tror, at skjoldbruskirtlen er et fremmedlegeme og derfor bekæmper den. 

Hendes to søskende fejlede ikke noget, men Bente Lasserre blev hurtigt medicineret. Det er hun taknemmelig for i dag. 

-Hvor er jeg taknemmelig for, at lægen fik sendt mig af sted, for ellers ville jeg jo have udviklet det lave stofskifte. Jeg kunne have risikeret at have fået det rigtig skidt, inden jeg havde opdaget det, siger hun.

Den 55-årige fynbo glæder sig over, at et forskningsprojekt om selens påvirkning på stofskiftet er med i kampen om en million kroner til forskning i Et Sundere Fyn.

Selen er et mineral, som findes i alle celler. Kroppen indeholder 13-20 mg selen, hvoraf 50 procent findes i leveren. Der er selen i alle celler, men de særligt høje koncentrationer findes i kønskirtler og sæd.

Alvorlige konsekvenser

En ubehandlet stofskiftesygdom kan have alvorlige konsekvenser, både for højt eller for lavt stofskifte. Man kan udvikle hjerte - karsygdomme, visse former for kræft, og det kan nedsætte livslængden. Bente Lasserre fik at vide, at risikoen for misdannelser og abort også øges.

Men hun fik efterfølgende en datter, som i dag er 20 år gammel. Begge hendes børn har fået testet deres stofskifte via en blodprøve for TSH-tallene, som ser normale ud. En prøve, hun håber bliver mere almindelig hos de praktiserende læger i udredning af patienterne.  

-Der er stadigvæk patienter, som får lov til at gå for lang tid. Jo tidligere den findes, jo større sandsynlighed er der for at komme tilbage til sit normale igen. Har man først taget 20 kilo på, så bliver det sværere at komme tilbage, siger Bente Lasserre.

Bente Lasserre guider dagligt andre stofskiftepatienter igennem Stofskifteforeningen, fordi hun selv kender til livet med en kronisk sygdom
Bente Lasserre guider dagligt andre stofskiftepatienter igennem Stofskifteforeningen, fordi hun selv kender til livet med en kronisk sygdom
Foto: Morten Grundholm

Selv har hun lært at leve med den kroniske sygdom og føler sig ikke syg. Hun skal huske at tage en enkelt pille med stofskiftemedicin hver dag, men mærker ellers ingen bivirkninger. Ved siden af arbejdet i banken går hun ture med sin hund og dyrker ridning og løb.

Det meste af fritiden går dog med at hjælpe andre stofskiftepatienter. 

Hjælper andre

For umiddelbart efter diagnosen stiftede hun Stofskifteforeningen i samarbejde med en anden patient og professor Laszlo Hegedüs på OUH. 

Foreningen har nu 2200 medlemmer og Bente Lasserre guider dagligt andre med stofskiftesygdomme. Hun opfordrer alle til at gå til lægen og få taget blodprøven ved den mindste tvivl. 

-Jeg har mistet min mor for tidligt, og vi har mistet noget tid med min mor, hvor hun ikke var helt fit. Så hvis jeg kan være med til at gøre opmærksom på sygdommen, så nogen måske finder den tidligere, så vil jeg rigtig gerne det, siger hun.

Ifølge hende bør blodprøven i højere grad ligge først for hos de praktiserende læger. Det gælder også sundhedspersonale, som arbejder med ældre at have en skærpet opmærksomhed på stoftskiftesygdomme.

-Nye studier fra Aalborg Universitet viser, at ældre mennesker faktisk har færre symptomer end yngre har. Derfor skal man være endnu mere opmærksomme på ældre og stofskiftet, siger hun.

 

 
 
 

Oversigt

    Oversigt