Benzinpriserne når nye højder

Fredag stiger prisen på en liter 95 oktan benzin til rekordhøje 13 kroner og 12 øre.

Mange vil formentlig allerede mene, at benzinprisen er rigelig høj i forvejen, men fra fredag formiddag for prisen endnu et nøk opad.

13,12 kroner for en liter 95 oktan bliver prisen, og det er der flere grunde til. En af grundene er, at den globale økonomi har det bedre end forventet.

- Prisen på en tønde olie er afhængig af udbud og efterspørgsel. Udbuddet bliver jo påvirket af de uroligheder, der eventuelt kan komme nede i Iran. Efterspørgslen er på vej op, fordi den globale økonomi går bedre, end den har gjort tidligere, siger senior portefølje manager hos Banknordik Niels Henrik Møller.

En liter diesel stiger til 12,12 kroner, hvilket er en tangering af prisrekorden fra januar i år.

Selvom prisen er rekordhøj nu, så har priserne været endnu højere i begyndelsen af firserne. Hvis man tager højde for inflationen, så var benzinpriserne over 14 kroner for en liter benzin.

Benzinprisen stiger til over 13 kroner fredag klokken 10.

Oversigt

    Oversigt