I det fynske folks tjeneste

Benzinvåd kvinde spulet nøgen foran skadestue

En ældre kvinde får en erstatning på 10.000 kroner efter hun blev spulet ren for benzin på OUHs parkeringsplads.

77-årig kvinde nægtet adgang på skadestue i Odense og i stedet afklædt udenfor. 10.000 kroner i erstatning.

10.000 kroner i erstatning for at stå nøgen foran skadestue på Odense Universitetshospital i et halvåbent telt og blive spulet fri af benzin i mere end en time.

Episoden skete for tre år siden for en dengang 77-årig kvinde. Men onsdag besluttede retten i Odense, at kvinden skulle have erstatning, fordi personalets beslutning var krænkende for kvinden, skriver Dagens Medicin.

Kvinden fik benzin ud over sig, da en slange på en tankstation eksploderede mellem hænderne på hende. Da Falck ankom med kvinden på hospitalet, mente personalet, at benzinen var til fare for de andre patienter. Derfor måtte hun skylles udenfor.

Men kvinden fandt hele behandlingen stærkt krænkende, og hun krævede 200.000 kroner i erstatning.

Afklædningen og spulingen skete på skadestuens parkeringsplads, og kvinden kunne ses fra skadestuen.

Odense Universitetshospital har tidligere undskyldt over for kvinden, og har nu bygget om, så benzinforurenede patienter kan blive vasket indenfor.

Ved du noget? Så send os et tip