I det fynske folks tjeneste

Beredskab var ikke trænet til ulykke på Lillebæltsbroen

Beredskabet på Lillebæltsbroen var ikke trænet i at håndtere siatuationen, hvor en lastbil brød i brand natten til tirsdag.

Det var en helt ny og ukendt opgave for beredskabet, da der opstod brand på Lillebæltsbroen. Stærkt foruroligende, siger folketingsmedlem.

Da beredskabet i Fredericia rykkede ud til en voldsom brand i en lastbil på Lillebæltsbroen, var det ikke en situation, der på forhånd var taget højde for.

Det fortæller beredskabsinspektør hos Middelfart Kommune, Ole Olsen.

- Vi vurderede, at sandsynligheden for at det ville opstå var usandsynlig lille. Og derfor har det ikke været afprøvet, siger han.

Det medførte, at beredskabet i Middelfart ikke automatisk blev alarmereret ved ulykken.

Det fynske folketingsmedlem Erling Bonnesen (V) kritiserer, at der ikke er taget højde for alvorlige ulykker på Lillebæltsbroen.

- Det er stærkt foruroligende, og derfor har jeg også straks skrevet til forsvarsministeren (Nick Hækkerup, red.) og bedt ham om at tage initiativer til, at vi kan få skabt tryghed omkring det her alvorlige uheld, siger Erling Bonnesen.

- Hvem gør hvad, og hvem betaler regningen? Det er ikke rimeligt at de to kommuner står med regningen alene, siger han.

På mandag kommer der en endelig opgørelse over, hvor meget skade branden har forvoldt på det bærende brokabel, og hvor meget en reparation vil koste.

Ved du noget? Så send os et tip