I det fynske folks tjeneste

Bertel vil undersøge klogeskole

Friskolen for særligt kloge børn i Odense skal nu undersøges nærmere af Undervisningsministeriet efter beskyldninger om en magtfuldkommen ledelse af skolerne.

Mentiqa-skolen i Odense skal ses efter i sømmene

To danske friskoler for intelligente børn skal kigges efter i kortene oven på skarp kritik og beskyldninger om Tvind-metoder.

Efter massiv kritik af styringsformen på de to Mentiqa-friskoler i Hadsten og i Odense vil undervisningsminister Bertel Haarder (V) nu have undersøgt sagen. Spørgsmålet er, om det er lovligt, at skolerne styres efter det samme stramme koncept lavet af én person, der har magt til at udpege og afsætte bestyrelsesmedlemmer i en skolekreds, der går igen på begge skoler?

- Vi tager sagen meget alvorligt. Ministeriet indleder nu en tilsynssag, og skolerne vil blive kontaktet, skriver Bertel Haarder i et svar til Fyens Stiftstidende, der har beskrevet en række problemer omkring skolerne.

Ifølge loven skal friskoler være uafhængige. Det har flere bestyrelsesmedlemmer og forældre på skolen i Odense i den seneste tid sat kraftigt spørgsmålstegn ved.