I det fynske folks tjeneste

Beruset buschauffør blev anholdt

Jobbet som chauffør hos busselskabet Arriva stoppede klokken 02.30 natten til søndag for en 58-årig mand fra Midtfyn.

En buschauffør blev anholdt.

Det skriver Fyns Amts Avis.

Han blev anholdt af politiet på rutebilstationen i Faaborg og straks bortvist fra arbejdspladsen, fordi Arriva har en helt klar alkoholpolitik.

- Vi kan selvfølgelig ikke acceptere, at vores buschauffører er berusede, når de er på arbejde. De er til fare for såvel passagerer som andre trafikanter, understreger Arrivas pressechef Martin Wex til Fyns Amts Avis.

Chaufføren blev anholdt på rutebilstationen i Faaborg, da flere utrygge passager, der havde mistanke om, at han var beruset, havde slået alarm til politiet.

Den 58-årige havde kort forinden kørt fra Odense til Faaborg, og han virkede synligt beruset. Politiet sendte en patrulje til Faaborg, og betjentene konstaterede ved 02.30 tiden, at mistanken var korrekt.

- Vores måling viste en væsentlig overskridelse af promillegrænsen, oplyser lederen af politiet i Faaborg-Midtfyn, Brian Fussing.

Den 58-årige buschauffør, der kommer fra Midtfyn, blev taget med for at få udtaget blodprøve. Busselskabet Arriva har i samarbejde med fagforeningen 3F indført en nul-tolerance alkoholpolitik, og chauffører, der tages i spritkørsel, bliver bortvist omgående.