I det fynske folks tjeneste

Grundstødt: Beruset kaptajn sejlede fragtskib på grund

Et hollandsk fragtskib med en beruset kaptajn sejlede torsdag aften på grund ud for Illebølle på Langeland.

00:24

Et hollandsk skib stødte på grund ud for Illebølle torsdag aften. Video: Ken Petersen

Læs også Grundstødning: Beruset russisk kaptajn løsladt

Klokken 21.36 torsdag aften fik Fyns Politi et opkald fra MAS-vagten, Forsvarets Maritime Assistance Service. Et fragtskib var sejlet på grund ud for Spodsbjerg på Langeland, og kaptajnen var mistænkt for at være beruset.

Det grundstødte skib er et 85 meter langt og 11 meter bredt fragtskib indregistreret i Holland og med en 49-årig russisk kaptajn bag roret. Ifølge Marinetraffic.com havde skibet "Eems Carrier" kurs mod Liepaja i Letland, da det gik på grund i Langelandsbæltet. 

 

Læs også Fuld sømand jaget af helikopter

 

- Vi kommer ud til skibet, og det viser sig ganske rigtigt, at kaptajnen er beruset, siger Lars Thede, vagthavende ved Fyns Politi.

Det var i første omgang lykkedes for den berusede kaptajn at få skibet fri, men han fik efterfølgende besked på at ligge for anker, indtil undersøgelser havde afklaret, om der var sket et læk på skibet.

Læs også Stjal fra skoleelever: To personer dømt for milliontyverier

Sigtet for spiritussejlads

Kaptajnen fik dog ikke lov at blive ombord på skibet. I stedet fik han et lift af betjentene til politistationen i Odense, hvor han fredag formiddag er blevet sigtet i sagen.

Det oplyser vagthavende ved Fyns Politi, Lars Thede, til Ritzau.

- Han er lige nu sigtet for overtrædelse af søloven som følge af spiritussejlads. Han kan blive løsladt, han kan få en administrativ udvisning, eller han kan blive varetægtsfængslet. Men det er op til juristerne. Det kommer an på, hvor mange lovovertrædelser der er blevet begået, siger han til Ritzau. 

Det grundstødte skib er den grønne prik ud for Illebølle på Langeland. Foto: Marinetraffic.com

Intet læk

Undersøgelser har vist, at der ikke er sket et læk på skibet. Det bekræfter Forsvarets Operationscenter over for Ritzau. 

- Vi har haft et miljøskib ude at kigge for at se, om der siver olie ud. Der er umiddelbart ikke konstateret læk, siger orlogskaptajn og vagthavende officer S.F. Olsen til Ritzau.

Ifølge den vagthavende officer sker det forholdsvis ofte, at et skib går på grund.

- De danske farvande er vanskelige at navigere i, så det sker flere gange om året, siger han.

Det vides endnu ikke, hvad det hollandske skib havde i lasten, da det gik på grund i Langelandsbæltet. Senere fredag bliver skibet sejlet til Nakskov.