Beruset kvinde jager køkkenkniv i eksmand

Offeret blev ramt af fire centimeter dybt knivstik, efter der blev kastet rundt med møbler på Nordfyn.

Et skænderi mellem et tidligere par udviklede sig blodigt natten til mandag på Nordfyn.

I Søndersø, der ligger nordvest for Odense, havde en 39-årig kvinde besøg af sin eksmand. Men efter at have drukket tæt i rækkehuset begyndte de at råbe ad hinanden.

- De har væltet rundt med møblerne. Hun beder ham om at gå, og det vil han tilsyneladende ikke. De er begge godt berusede.

- Hun truer ham med en kniv, og så sker der det, at hun stikker en kniv i fronten på ham. Den rammer lige under højre skulderblad, siger vagtchef Kim Munksgaard fra Fyns Politi.

Kvinden angreb sin 47-årige eksmand med en stor køkkenkniv, og bladet gik fire centimeter ind i kroppen på ham, fortæller politiet.

Efter overfaldet ringede kvinden selv 112 og tilkaldte en ambulance.

- Det bløder voldsomt fra ham. Han bliver ramt lige der, hvor lungen hæfter, og der er mange blodkar.

- Hans blodtryk begynder at falde meget, men faren driver over, da han kommer til sygehuset, fortæller Kim Munksgaard.

Den sårede mand blev kørt til Odense Universitetshospital, men han har ikke på noget tidspunkt været i livsfare og var ved bevidsthed under hele ambulanceturen.

Politiet vil sigte kvinden for grov vold efter nattens overfald, som fandt sted kort før klokken 3.

Oversigt

    Oversigt