Lav ledighed: Fagbevægelse hilser udenlandsk arbejdskraft velkommen

Den nye fabrik på Lindø skal have 380 nye medarbejdere, men med lav ledighed bliver Bladt Industries nødt til at søge arbejdskraft i udlandet. Det skal være på danske vilkår, siger fagforeningerne.

Når Bladt Industries' nye fabrik står klar på Lindø i løbet af foråret, bliver der brug for masser af fynsk arbejdskraft. Aalborg-virksomheden har meldt ud, at den forventer at skulle ansætte 380 nye medarbejdere, når produktionen af kæmpe vindmøllefundamenter bliver skudt i gang. 

Smede, svejsere og industriteknikere er blandt de faggrupper, virksomheden leder efter. I første omgang vil de søge lokalt og regionalt efter deres nye medarbejdere, men det kan godt blive en svær opgave, mener formanden for Dansk Metal i Odense, Lars Henning Hansen. 

- Lige nu kan vi ikke skaffe så mange medarbejdere, som Bladt har brug for, siger Lars Henning Hansen. 

Mangel på arbejdskraft

I øjeblikket er ledigheden under to procent hos de fynske metalarbejdere, og derfor kan det komme til at knibe med at skaffe nok danske ledige hænder.

Derfor bliver Bladt Industries også nødt til at lede efter arbejdskraft uden for Danmarks grænser, og lige nu lander blikket på østeuropæiske EU-lande.

- Vi har allerede i dag svejseskole i Polen og i Rumænien for at sikre, at vi allerede har en pipeline af udenlandske medarbejdere, vi kan tiltrække, siger Anders Søe-Jensen, som er administrerende direktør ved Bladt Industries. 

Danske ansættelsesvilkår

De fynske fagforeninger foretrækker, at virksomhederne ansætter lokal arbejdskraft, men de forstår, at de lave ledighedstal presser jobmarkedet.

- Jeg vil selvfølgelig helst have, at vores medlemmer kommer i arbejde, men jeg vil også nødigt se virksomhederne forsvinde, fordi der ikke er mulighed for arbejdskraft. Så derfor må vi nogle gange acceptere, at der bliver hentet arbejdskraft ind andre steder fra, siger Lars Henning Hansen fra Dansk Metal i Odense. 

Men formanden håber dog, at de udenlandske medarbejdere er medlem af en rigtig fagforening, så de kan komme til at arbejde under rigtige løn- og arbejdsforhold på lige vilkår med danske kollegaer.

Holdningen støttes af fagforeningen 3F Østfyn.

- Vi kan ikke skaffe alle medarbejderne selv, så hvis det er nødvendigt, så er det sådan. Det eneste, vi siger, er, at det skal være på danske løn- og ansættelsesvilkår. Og ellers er det sådan set ikke væsentligt, hvor de kommer fra, siger formanden for 3F Østfyn, Tonny Fejerskov. 

Oversigt

    Oversigt