Besøgsrekord på Dyrskuet

Mere end 50.000 gæster har besøgt dette års udgave af Det Fynske Dyrskue - og det er det højeste antal nogensinde.

Fredag gik næsten 17.000 gennem billetlugen, lørdag nåede tallet op på omkring 22.000 og når dyrskuet lukker søndag eftermiddag forventer arrangørerne, at 50.000 gæster har besøgt Det Fynske Dyrskue. Sidste år var det jubilæumsår, og her valgte 47.000 mennesker at besøge landbrugets udstillingsvindue.

- Vi har ramt en god kombination af faglighed og underholdning, og Det Fynske Dyrskue appelerer både til landmænd og til bybefolkningen i dag, lyder det fra lederen af dyrskuet, Niels Rasmussen.

Dyrskuet har stadig stor værdi som kappestrid mellem fagfolk og inspirationskilde. Men kun en tredjedel af de besøgende er fra landbruget.

- Dyrskuet er kendt over hele Fyn, og stadig flere byfolk ligger vejen forbi for at blive underholdt, siger Niels Rasmussen.

Sundt dyrskue

En af nyhederne i år er et tema om kost, sundhed og livsstil. Landbruget viser sine sundeste produkter frem, og foreninger og myndigheder har boder, hvor de promoverer sund livsstil. Fx har Odense Kommune en stand, hvor de viser hvad det betyder for tænderne, hvis man ikke får mælk.

- Sund livsstil er jo meget oppe i tiden, og vi mener at landbruget har meget at bidrage med i denne sammenhæng, siger Niels Rasmussen.

Besøg hjemmesiden for Det fynske dyrskue

Oversigt

    Oversigt