Betal før du tanker

Tyveri af benzin er blevet et så stort problem, at Q8 nu kræver betaling før kunderne tanker på landets største motorvejs-station Kildebjerg på Fyn.

Antallet af tyverier er steget kraftigt i takt med finanskrisen. Tyverierne bliver også mere og mere professionelt udført, så det er helt tydeligt, at bilisterne ikke blot har "glemt" at betale for brændstoffet.

Stjålne eller manglende nummerplader på tyvenes biler er efterhånden hverdagskost, oplyser Q8.

En af de servicestationer, der har været hårdest ramt af brændstoftyverierne, er Q8 på Kildebjerg Nord motorvej i Vissenbjerg.

Q8 indfører derfor fra på onsdag forudbetaling på Kildebjerg.

Betalingsændringen medfører, at kunderne kun kan åbne benzinstanderne ved at bruge Dankort, Q8-kort eller et andet kreditkort. Eller de skal gå ind i Q8-butikken og betale forud - kontant eller med kort.

- For langt de fleste kunder vil der ikke være nogen forskel, fordi de allerede nu betaler med kort. Kun kontantbetalerne vil mærke ændringer. De skal fremover ind i Q8-butikken først, betale ved kassen og modtage en bon med kode, som de skal bruge, før tankstanderen åbner, siger kommunikationschef Jytte Wolff-Sneedorff fra Q8.

Oversigt

    Oversigt