Betjent overfaldet på bar

En 28-årig politielev fra Svendborg blev overfaldet af to mænd efter en tur i byen natten til torsdag.

En 28-årig politielev blev formentlig genkendt af to mænd, der ikke brød sig om at se politieleven på Heidi's Bier Bar i Svendborg. Klokken halv fire natten til torsdag, blev han overfaldet med slag og spark.

 - En af vores politielever er i byen privat. Tilsyneladende bliver han genkendt af to mænd, der provokerer ham. De smider cigaretter efter ham, men han vælger at ignorere provokationen. men da han vil forlade stedet, overfalder de ham med slag og spark, siger politikommissær Niels Christian Larsen fra lokalpolitiet i Svendborg.

Kort efter kommer to dørmænd politimanden til undsætning og stopper overfaldet.

Den 28-årige politielev bor i svendborg, og politiet tror, episoden er opstået, fordi den ene af de to voldsmænd tidligere er blevet taget for nogle forseelser af politieleven.

De to voldsmænd er midt i tyverne, og den ene sidder nu i Svendborg og skal afhøres.

- Den anden kender vi, og ham skal vi have fat i idag, siger Niels Christian Larsen.

Begge voldsmænd er midt i tyverne og bliver sigtet for vold mod tjenestemand.

Politieleven er blevet undersøgt på skadestuen, men han er ikke kommet alvorligt til skade.

Oversigt

    Oversigt