Biljagt: Betjent skød tre gange mod bilist

Betjente måtte flere gange springe for livet for ikke at blive påkørt. Betjent skød tre gange mod stjålet bil.

Klokken 01.43 natten til tirsdag blev en hundepatrulje, der kørte i Vissenbjerg, opmærksom på en bil, som patruljen ville standse. Men bilisten stak af og patruljen satte efter bilisten.

Ved Damlavet syd for Vissenbjerg forsøgte betjentene at standse bilen ved hjælp af sømmåtter - de såkaldte Stop-sticks.

- Bilen standsede efter få meter, men bakkede mod de to politibetjente. Betjentene måtte springe for ikke at blive påkørt, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Herefter vendte bilen og ville køre fra stedet. Bilisten kørte direkte mod den ene politibetjent, der igen måtte kaste sig til siden for ikke at blive påkørt. Betjenten skød derefter tre gange mod bilens dæk.

Bilisten fortsatte mod Vissenbjerg, og efter et par kilometer kørte bilen ind i et hegn og en tavle, inden den standsede op.

Klokken 2.06 lykkedes det at anholde bilisten uden yderligere dramatik.

- Føreren af bilen vil blive sigtet for vold mod tjenestemand, brugstyveri af bil og kørsel under påvirkning af medicin eller stoffer samt en række overtrædelser af færdselsloven, fortæller Fyns Politi.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt