I det fynske folks tjeneste

Betjent uden slips tvangsforflyttet

En betjent ved politiet i Svendborg er blevet tvangsforflyttet fordi en hudsygdom forhindrer ham i at bære slips.

Foto: Fyns Politi

Betjenten er blevet flyttet til en funktion, hvor han ikke har kontakt med befolkningen, skriver Fyns Amts Avis.

- Vi har nu en gang et uniformsreglement, og når betjenten ikke kan eller vil bære slips, overtræder han reglerne, siger chefen for Fyns Politi, Svendborg, Thomas Anderskov.

Reglementet siger, at betjentene skal bære slips i vinterhalvåret fra 1. oktober; men betjentens hudsygdom tillader det ikke, hvilket en læge har bekræftet.

Tillidsfolkene hos Fyns Politi mener dog stadig, der er mulighed for at få betjenten tilbage i sin oprindelige funktion.

- Vi forsøger at finde en anden stoftype til hans skjorte, så hudsygdommen kan elimineres, siger tillidsrepræsentant Niels Grønnegård til avisen.