I det fynske folks tjeneste

Betjente brød reglerne: Overfald direkte konsekvens af personalemangel

00:36

Travlhed og mangel på fængselsbetjente var skyld i overfaldet på en fængselsbetjent i Nyborg Fængsel onsdag. Video: Jonas Bertelsen

Overfaldet på en betjent i Nyborg Fængsel skyldes personalemangel, lyder det nu fra tillidsrepræsentant.

Onsdagens overfald en på fængselsbetjent i Nyborg er en direkte konsekvens af mandskabsmanglen i fængslet.

Sådan lyder det nu fra fængselsbetjentenes fællestillidsrepræsentant i Nyborg Fængsel.

Det viser sig, at betjenten, der blev overfaldet, og hans kollega brød proceduren, da overfaldet skete. Ifølge reglerne skal der fire betjente til, når farlige indsatte flyttes.

 Jeg vil ikke sige, at de brød proceduren. De fik en hverdag til at fungere med de ressourcer, der var til rådighed

Martin Sørensen

Men på grund af mangel på personale var de altså kun to betjente, da den indsatte pludselig overfaldt den ene betjent.

- Jeg vil ikke sige, at de brød proceduren. De fik en hverdag til at fungere med de ressourcer, der var til rådighed. Desværre er det bare for få ressourcer, vi har til rådighed, når det kommer til personalet.

- Der havde tidligere på dagen været et slagsmål i forbindelse med en gårdtur, som betød, at en afdeling var lukket ned. Derfor var der ekstra travlt på afdelingen. Det er en stresset hverdag, og vi var kun de kollegaer, vi nu var. Det er beklageligt, men der mangler simpelthen ekstra kollegaer til at varetage de her situationer, siger Martin Sørensen til TV 2/Fyn. 

Læs også Brød egne regler: To mand for lidt da farlig fange overfaldt betjent

Personalemangel et gammelt problem

Fællestillidsmanden forklarer, at det i lang tid været et problem, at fængselsbetjentene mangler kollegaer i Kriminalforsorgen.

Formanden for Fængselsforbundet, Kim Østerbye, er helt enig med fællestillidsmand Martin Sørensen. Han peger på to ting, som de udløsende faktorer for de problemer, der lige nu er. 

- Vi har to store problemer. Personalemangel og overbelægning. Og der er ikke nogen løsning på problemet lige nu. Det er en ond spiral. Der vælter indsatte ind i fængslerne, og det er ikke til at skaffe fængselsbetjente nok. Bare siden 2017 er der stoppet 130 flere betjente, end der er ansat, siger Kim Østerbye.

Fællestillidsmanden opfordrer politikerne til at prøve at tænke rekrutteringen på en helt ny måde for at løse problematikken med mangel på fængselsbetjente.

Jo flere betjente, du har, jo hurtigere kan du gribe ind, og flere kan jo gribe ind

Martin Sørensen

- Det er ikke et problem, der er nyt, det har stået på i lang tid. På et tidspunkt bliver man nødt til at indse, at det her problem løser ikke sig selv. Man må gøre en aktiv indsats for at løse det. 

- Hvis man ikke kan rekruttere medarbejdere på den måde, man gør det nu, må man sætte sig ned og se på, hvad man kan gøre for at ændre det og rekruttere det ønskede antal medarbejdere, som vi har brug for, siger Martin Sørensen.

Fællestillidsmanden kan ikke direkte sige, at onsdagens overfald kunne have været undgået, hvis der havde været flere betjente på job.

Men det havde kunnet gøre en klar forskel, påpeger Martin Sørensen.

- Jo flere betjente, du har, jo hurtigere kan du gribe ind, og flere kan jo gribe ind. Dem der var, de reagerede fuldstændig korrekt. Men situationen med flere bandefolk og flere hårde kriminelle med lange straffe giver et ekstremt arbejdspres, siger Martin Sørensen. 

Læs også Fængselsbetjent overfaldet i Nyborg Fængsel

Betjenten hjemme igen

Ifølge TV 2/Fyns oplysninger har betjenten, der blev overfaldet - en mand i begyndelsen af 30'erne - det efter omstændighederne godt.

Betjenten blev slået flere gange med knytnæve i hovedet og sparket adskillige gange på kroppen.

Overfaldet skete sent på eftermiddagen onsdag. Betjenten blev efterfølgende kørt på skadestuen, men han er nu hjemme igen.

Ved du noget? Så send os et tip