Betjente nær ramt af bil

Betjente og Falckfolk var natten til søndag tæt på at blive ramt, da en bilist på den fynske motorvej med høj fart passerede dem ved et ulykkested.

De to betjente og tre Falckfolk var på stedet i forbindelse med en forholdsvis banal trafikulykke. 

Omkring klokken 01.45 natten til søndag kørte en varebil for langt ud i rabatten nær motorvejsfrakørslen ved Vissenbjerg i det vestgående spor på den fynske motorvej og ramlede ind i autoværnet i midterrabatten.

Ingen kom noget til.

Falck og politi tog til stedet. Mens de var der - ca. klokken 02.24 kom en personbil i høj fart mod dem, tilsyneladende uden at opdage de blå blink og andre afmærkninger.

I følge vagtchefen ved Fyns Politi passerede bilen den ene betjent i en afstand af en meter.

- Det kunne være gået grueligt galt, siger vagtchef Erik Halkjær.

Efterfølgende kom bilen i slinger og kørte i grøften et stykke længere fremme.

Føreren viste sig at være en 38-årig mand fra Odense som menes at have taget stoffer.

Han kan vente en sigtelse for både det og for at have været til fare for andres liv og førlighed.

Oversigt

    Oversigt