Bi-festival i Ringe får en hjælpende hånd fra Anders And

Optakten til internationalt bi-træf på Midtfyn skudt i gang med særudgave af det kendte Anders And-blad.

- Kan jeg friste med en krukke lækker bamsehonning?

Citat: Anders And i historien ”Bjørnekunster”.

Og hvorfor nu et citat af Anders And på et regionalt nyhedsmedie? Fordi Friluftsrådet har givet en hjælpende hånd til ”Biernes Fest” i Ringe ved hjælp af en særudgave af Anders And, der helt og holdent handler om biavl og honning. Bladet udkom i sidste uge, og dannede på den måde startskuddet forud for Biernes Fest, der løber af stablen den 2.-3. juli i Ringe.

- Vi fejrer 150 året for dannelsen af Danmarks Biavlerforening. Det bliver en fest for alle, ikke kun biavlere, lover en af arrangørerne, Lars Fischer, der selv er en af Danmarks godt 5.500 biavlere. Han har sammen med sin biavlerkollega Zofuz Knudsen trukket i mange af de tråde, der bliver til et tætpakket program med- og om biavl.

Den altid hittepåsomme og evigt uheldige Anders And pryder forsiden på særudgaven om honningavl i Danmark.
Den altid hittepåsomme og evigt uheldige Anders And pryder forsiden på særudgaven om honningavl i Danmark.

- Det var en fynbo, A.C. Andersen, der dannede foreningen i Nyborg for 150 år siden. Faktisk var det for at undgå, at bifamilier hvert år blev slagtet for at få honningen. Han var med til at indføre moderne biavl, der var meget mere skånsom over for bierne, fortæller Lars Fischer, der selv er utrolig passioneret omkring sin biavl.

Sammen med Zofuz Knudsen har han således deltaget ved ”VM i honning” flere gange. I 2015 blev det præmieret med guldmedalje i Sydkorea.

- Vi laver naturligvis også en konkurrence i Ringe. For der kommer mange internationale biavlere til vores jubilæumskonference på Ringe Bibliotek, oplyser biavleren.

Et kig hen over programmet for Biernes Fest viser, at der med udgangspunkt i torvet i Ringe bliver mulighed for at få fortalt mange historier om bier og biavl. Og selv komme på for eksempel bi-safari i naturen omkring Ringe Sø. Andre benytter Biernes Fest til at prøve at hverve nye medlemmer.

- Vi stiller op på torvet med information om Ringe og Omegns Biavlerforening. Her kan man uddanne sig til biavler. Og det er faktisk rigtig populært. I år har vi 18-20 deltagere i vores bi-skole, mod normalt 12-13 om året. Men vi ser da gerne mange flere, siger Aksel Scheby, der selv uddanner kommende biavlere for den midtfynske forening.

Allerede mandag den 20. juni er der mulighed for at se og høre meget mere om biavl, når Fyn Live sender direkte fra Ringe klokken 15.10-15.30.

Bagsiden af særudgaven byder på informationer om Biernes Fest i Ringe den 2.-3. juli.
Bagsiden af særudgaven byder på informationer om Biernes Fest i Ringe den 2.-3. juli.

 

 

Oversigt

    Oversigt