Biblioteker må malke borgere for bøder

Landets biblioteker er afhængige af indtægter fra bøder. Derfor fravælger flere biblioteker serviceydelser, der skal huske borgerne på at aflevere til tiden.

Aflever dine bøger til tiden, og du kan se frem til besparelser og et ringere udbud af materialer på dit lokale bibliotek.

Så paradoksalt er økonomien i de danske folkebiblioteker skruet sammen i dag.

Hos Odense Kommunes Biblioteker lægger kommunikationschef Kent
Skov ikke skjul på, at økonomien er den afgørende grund til, at
lånerne i landets tredje største by ikke bliver mindet om
afleveringsdatoen.

- Det ville koste os i omegnen af en halv million kroner, og
vi mener ikke, at det er rimeligt, at vi skal bøde for at levere
bedre service til borgerne, siger han.

Løsningen på problemet ligger ifølge Danmarks Biblioteksforening på rådhusene rundt om i landet.

- For at løse dette oplagte problem bør man flytte gebyrindtægterne over til kommunen, som så til gengæld skal opskrive budgettet med et tilsvarende beløb. På den måde kan bibliotekerne frit levere bedre service til borgerne uden, at det rammer dem økonomisk, siger formand Vagn Ytte Larsen.

Ud over de mulige lommesmerter er der også en risiko for at skræmme borgerne væk fra bibliotekerne i den måde, det fungerer på i dag, hævder Kent Skov fra Odense Kommunes Biblioteker.

- Når det er indrettet sådan, at vi er afhængige af at tjene penge på bøderne, risikerer bibliotekerne at få et dårligt image, og i sidste ende kan det måske afholde nogle fra at bruge bibliotekerne, fordi det er for dyrt. Det er jo det sidste, vi ønsker, siger han.

Sidste år betalte borgerne i landets tre største kommuner knap
18 millioner kroner i bøder.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt