Ferier giver mange biler på motorvejen: - Sæt god tid af til din rejse, advarer Vejdirektoratet

Bilister vil presse landets veje i skoleferien, og også lufthavnen i Kastrup venter rekordmange rejsende i sommer.

Fredag og lørdag begynder sommerferietrafikken for alvor. Det vil kunne mærkes både på veje og i lufthavne.

Der forudses heftig biltrafik i skoleferiens første weekend, siger Brit Osted Nielsen, vagthavende i Vejdirektoratets Trafikcenter.

- Det bliver mest i retning fra København og Sjælland mod Jylland - og så sydpå mod grænsen, både ned gennem Jylland og ned mod Rødby-Puttgarden, siger hun.

Og så er der et vejarbejde på Fyn, der godt kan trække tænder ud, for det vil give en del kø, forventer hun.

- Det er fra Odense og vestpå i begge retninger. Holder man sig uden for det belastede tidsrum mellem klokken 11 og 15, vil det egentlig køre ret glidende. Men man skal forvente noget kø, hvis man er ude lørdag mellem 11 og 15, siger Brit Osted Nielsen.

Mulighed for kø omkring vejarbejde

På de allerstørste rejsedage er der forøget risiko for kø omkring det vejarbejde, der lige nu pågår fra Odense Vest og ud mod Vissenbjerg.

Vejdirektoratet oplyser til TV 2/Fyn, at entreprenøren, der står for vejarbejdet, har ret til at inddrage det ene spor fra klokken 19 og frem til klokken seks om morgenen. Men dermed er det ikke sikkert, at de gør det alle dage, understreger Vejdirektoratet.

Fredag fortæller Vejdirektoratets trafikcenter, at der er lavet en aftale med entreprenøren om, at de ikke inddrager det ene spor i aftentimerne fredag og lørdag i denne weekend, fordi det er store rejsedage.

Vejdirektoratet fortæller videre, at større projekter så vidt muligt placeres om sommeren og i aftentimerne for at genere færrest muligt - og fordi det er godt vejr.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Veje i sommerhusområder kan blive ret belastede af trængsel på lørdage, som er normal skiftedag. Især langs den jyske vestkyst, ved Skagen og i Nordsjælland.

I hele juli ventes på lørdage tæt rejsetrafik på tværs af landet i begge retninger - især på Fynske Motorvej mellem Odense og Middelfart, på Vestmotorvejen samt på E45 til og fra Tyskland.

Københavns Lufthavn i Kastrup forudser en særdeles travl sommer med ni millioner passagerer i juni, juli og august. Der forventes i perioden 37 dage med flere end 100.000 rejsende, oplyser driftsdirektør Kristian Durhuus.

I Kastrup bliver fredag den 28. juni en hektisk dag med forventet 108.300 flypassagerer. Andre travle dage bliver tirsdag 9. juli, mandag 15. juli, tirsdag 16. juli og mandag 22. juli - alle dage med over 110.000 flyrejsende.

Hos DSB er sommeren en årstid med færre togpassagerer end til daglig.

- Der bliver selvfølgelig en del ferierejsende i weekenden, hvor der stadig vil være travlt, særligt i myldretiderne, men fra mandag tynder det ud, siger informationschef Tony Bispeskov.

- Mange pendlere og skolelever holder sommerferie, og derfor overgår vi til sommerkøreplan fra 1. juli. Der vil så køre lidt færre tog end normalt.

Det er især afgange i myldretiden, der sløjfes. Det gode råd er at tjekke for sporarbejde og forsinkelser på rejseplanen.dk, tilføjer han.

 
 
Foto: Vejdiirektoratet

Oversigt

    Oversigt