Bilist bakkede ud over kajkant i Faaborg og mistede livet

78-årig mand endte i havnebassinet i Faaborg fredag eftermiddag. Dykkere blev alarmeret, men manden døde

En ældre mand er død, efter at han i en bil fredag eftermiddag kørte i vandet i havnen i Faaborg.

Ulykken skete lidt før klokken 16, oplyser Fyns Politi.

Af ukendte årsager kom han til at bakke i havnen. Bilen forcerede en 20 centimeter høj kant.

- Et vidne ser bilen bakke og ryge ud over kanten, fortæller vagtchef Mie Brøchner ved Fyns Politi.

Der blev hurtigt slået alarm, og blandt andre dykkere fra Falck blev rekvireret, oplyser politiet.

Den forulykkede er fredag aften blevet identificeret, og de pårørende er blevet underrettet.

Der er tale om en 78-årig mand fra Glamsbjerg.

Oversigt

    Oversigt