Bilisterne kan ikke komme væk fra motorvejene

I Odense og andre større danske byer har bilisterne problemer med at komme væk fra motorvejen på grund af stigende problemer med frakørselsramper.

Mens der planlægges nye motorveje og udvidelse af de eksisterende, er et helt andet problem ved at vokse sig stort, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Mindst 10-15 steder i landet kan bilisterne ikke komme væk fra motorvejen. Det giver dagligt længere og længere bilkøer, får med jævne mellemrum trafikken til at bryde sammen og fører i nogle tilfælde til ulykker, når trafikken på motorvejen pludselig går i stå.

Både FDM og Dansk Industri, DI, peger på de stigende problemer med frakørselsramper, der ikke kan tage trafikken, som et alvorligt og voksende problem, og trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet er enig.

- Der er problemer mange steder, fordi bilerne skal fra motorvejen og ind på en langt mindre kommunevej. Men mange kommuner har ikke penge til at ombygge vejene, så de kan tage presset fra det stigende antal biler, forklarer Harry Lahrmann med henvisning til, at der i 2016 blev solgt 7,4 procent flere biler end den hidtidige rekord i 2015 - og at trafikken på motorvejene til og med september steg med 4,3 procent i forhold til året før.

Han peger samtidig på, at det kan forværre problemerne, at nogle kommuner som København og Aarhus bevidst forsøger at holde bilisterne væk fra byerne ved at gøre det sværere at komme ind til byen med bil.

I Vejdirektoratet er man opmærksom på problemet og jagter de såkaldte trængselspletter. Flere steder i landet er man ved at ombygge frakørselsramperne, og ved Odense bliver resultatet Danmarks første vej med venstrekørsel.

Oversigt

    Oversigt