I det fynske folks tjeneste

Biljagt: Politi brugte sømmåtte

Politiet måtte natten til mandag tage en sømmåtte i brug ved Allested-Vejle for at stoppe en bil, der forsøgte at flygte.

Politiet var i forvejen massivt til stede omkring Ringe på grund af rambaktyveriet i Algade. En patruljebil blev opmærksom på en bil med tre personer i, men da bilen blev vinket ind, stoppede den ikke, og flygtede i stedet i høj fart. 

Politiet optog forfølgelse, og efter en kort biljagt blev bilen stoppet i Østegade i Allested-Vejle, da den flygtende bil kørte over en sømmåtte. Tre dæk på bilen punkterede.

I bilen var en 24-årig mandlig chauffør og to kvinde. Det viste sig, at manden har fået frakendt sit kørekort fem gange og at han havde en ulovlig springkniv på sig. 

Manden får nu konfiskeret sin bil og kan se frem til flere sigtelser for blandt andet at køre bil uden kørekort og for at flygte fra politiet.