Biljagt uden kørekort

Adskillige røde lys blevet passeret, da en BMW tirsdag aften forsøgte at stikke af fra politiet. Føreren havde også god grund til at ville undgå ordensmagten.

En af politiets hundepatruljer så BMW'en ved 23-tiden på Næsbyvej i Odense. Da patruljen kom tættere på, blev bilens fører nervøs og forsøgte at stikke af fra politiet.

- Det blev en hidsig, men kort biljagt. Bilen nåede at køre over for flere røde lys, før den blev standset, siger vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede.

Føreren af bilen var en 28-årig mand, som er særdeles godt kendt af politiet i forvejen. Han er frakendt retten til at køre bil og da betjentene stoppede ham, var han spirituspåvirket.

- Bilen kørte på stjålne nummerplader. Betjentene tjekkede stelnummeret, men det findes ikke i de danske registre. Så det er formentlig en importeret bil, som der ikke er betalt afgift af, siger Lars Thede.

Oversigt

    Oversigt