I det fynske folks tjeneste

Billund Lufthavn angriber Jan Boye

Direktøren for Billund Lufthavn og amtsborgmesteren for Vejle Amt angriber nu den fynske amtsborgmester, Jan Boye(K), i skarpe vendinger. Jyderne er blevet stiktossede over, at Odense Lufthavn vil konkurrere med Billund Lufthavn med fynske skattekroner i ryggen.

-

Direktøren for Billund Lufthavn og amtsborgmesteren for Vejle Amt angriber nu den fynske amtsborgmester, Jan Boye(K), i skarpe vendinger. Jyderne er blevet stiktossede over, at Odense Lufthavn vil konkurrere med Billund Lufthavn med fynske skattekroner i ryggen.

Odense Lufthavn skal være den frække lufthavn, der kan tilbyde billigere flyrejser end fx Billund Lufthavn. Og så gør det ikke så meget, hvis lufthavnen i Beldringe giver et mindre underskud. Sådan lød forsvaret for en underskudsgaranti til Odense Lufthavn på 25 mio. kr fra amtsborgmester Jan Boye på en konference i fredags.  

Utilstedeligt
Denne argumentation er faldet direktøren for Billunds Lufthavn for brystet.

\"Det er frækt, når amtsborgmesteren påstår at Billund Lufthavn er dyrere end Odense Lufthavn vil blive. Vi er en kommerciel forretning og finder det utilstedeligt, hvis vi nu skal konkurrere med de offentlige kasser på Fyn\", siger administrerende direktør for Billund Lufthavn, Jørgen Krab Jørgensen.

Hans kritik bliver bakket op af Vejle Amts amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen(V).

Ryan Air til Odense
Jørgen Krab Jørgensen frygter efter konferencen i fredags, at ejerne af Odense Lufthavn vil give et direkte tilskud til et lavprisselskab, der vil flyve fra Odense Lufthavn.

Ryan Air har været på tale som et selskab der overvejer at benytte Odense Lufthavn, når landingsbanen er blevet forlænget. Og i følge direktøren for Billund Lufthavn, vil lavprisselskabet få direkte offentlig støtte fra Fyns Amt og de fem kommuner via underskudsgarantien på 25 mio. kr. 

Passagerafgiften i Odense Lufthavn vil blive på 100 kr, men Jørgen Krab Johansen mener, at Ryan Air kun skal  betale 25-40 kr pr. passager - resten skal betales af skatteyderne på Fyn.

Ny Combus-skandale
\"Det her minder om Combus-skandalen. Her blev private vognmænd udkonkurreret for skatteborgernes penge. Vi skal nok klare os, men vi vil ikke finde os i unfair konkurrence\", siger Jørgen Krab Jørgensen.

Amtsborgmester Jan Boye er forundret over kritikken fra jyderne. Han understreger at amtet i øjeblikket ikke yder noget tilskud til Odense Lufthavn.

\"Billund er Vestdanmarks internationale lufthavn, og sådan bliver det ved med at være. Jeg synes, at de blæser det vildt op. Vi forsøger blot at sikre, at udgifterne for de fynske skatteydere bliver så små som mulige - derfor er vi villige til at løbe en lille risiko i fremtiden\", siger Jan Boye.

Ved du noget? Så send os et tip