I det fynske folks tjeneste

BIOS forklarer sig i Holland: Der er tale om nationalisering

Ambulanceselskabet BIOS gik her til aften ud for at forklare sig i de hollandske medier. Man slår fast, at problemerne ikke berører BIOS i Holland.

Der har været tavshed fra hollandske BIOS siden selskabet via sin advokat Torkil Høg søndag truede Region Syddanmark med sagsanlæg i forbindelse med regionens konkursbegæring mod selskabet.

Men sidst på eftermiddagen i dag sendte det hollandske hovedkvartér så en pressemeddelelse ud, hvoraf det fremgår, at hollænderne ikke tror på, at regionen får held med deres konkursbegæring mod ambulanceselskabet.

Det er vurderingen fra selskabets advokat.

Samtidig slår hollænderne fast, at aktiviteterne i BIOS Holland ikke berøres af problemerne i det danske datterselskab.

Hollænderne kalder desuden Region Syddanmarks beslutning om at overtage ambulancedriften for en planlagt nationalisering.

Ifølge BIOS fik hollænderne først en skritlig bekræftelse fra regionens administration på, at alle fakturaer var afregnet korrekt. Det skete i forbindelse med færdiggørelsen af årsregnskabet i starten af juli.

Derefter ændrede regionen holdning og påstod, at der var udbetalt 31 millioner kroner for meget, og at de skulle tilbagebetales straks, oplyser BIOS.

- Da regionen samtidig fastholdt, at man ville tilbageholde fremtidige betalinger, kunne BIOS ikke længere indfra e økonomiske krav, hedder det.

I øvrigt er tonen mere forsonlig end i brevet til Kammeradvokaten søndag.

BIOS slår fast, at man vil udføre ambulancetjenesten samvittighedsfuldt af hensyn til de ansatte reddere og borgerne i Region Syddanmark.

Indtil der er yderligere klarhed over situatonen ønsker BIOS ikke at kommentere sagen, hedder det i pressemeddelelsen. 

Regionsrådets formand Stephanie Lose slog tirsdag aften fast på et pressemøde i regionshuset, at hun mest ser BIOS trusler om sagsanlæg som teatertorden for at undgå en konkurbegæring.

Regionsformanden føler sig overbevist om, at skifteretten onsdag vil afsige konkursdekret mod BIOS på grund af manglende betalingsevne.

- BIOS har flere gange både skriftligt og mundtligt tilkendegivet, at man ikke kunne eller ville tilvejebringe den nødvendige kapital. Det ville være risikabelt for reddernes løn og ambulancebetjeningen, hvis vi ventede længere og samtidig holdt vores betalinger til BIOS tilbage. Derfor indgav vi konkursbegæring i går, sagde Stepahnie Lose.

Der er møde i skifteretten onsdag formiddag.

Ved du noget? Så send os et tip