I det fynske folks tjeneste

Bios-reddere: Det ender galt

Reddere hos Bios har en helt anden udlægning af ambulanceberedskabets arbejdsforhold end Regionen og Bios? ledelse.

Der er styr på vagtplanerne, og driften kører normalt.

Det har Region Syddanmark og den hollandske ambulanceselskab Bios fortalt offentligheden, siden Bios overtog ambulancerne i det meste af Syddanmark for fem dage siden.

Fyens Stiftstidende og Jydske Vestkysten kan afsløre, at den udlægning er langt fra virkeligheden.

- Da jeg mødte ind på min første vagt var alt kaos. Ingen vidste, hvem der skulle køre med hvem, og der var ikke folk nok til at køre de ambulancer, som vi skal stille med, siger en Bios-redder, som udtaler sig anonymt.

Avisen har talt med to Bios-reddere, og ud over at undlade deres navne undlader vi også at skrive, hvilke stationer de arbejder på.

Avisen kender deres identitet og kan dokumentere, de arbejder for Bios.

Begge fortæller om klare brud på overenskomst og arbejdsmiljøloven:

- Jeg kørte på en døgnvagt med en kollega, som kørte på sit andet døgn i træk, fortæller den ene redder.

Det er ulovligt, da en redder skal have mindst 22 timers hvile efter en døgnvagt.

- Jeg er vidende om, at en kollega, som havde kørt en effektiv 12 timers nattevagt, fortsatte direkte på effektiv 12 timers dagvagt, selv om han ifølge reglerne skulle gå hjem, siger den anden redder.

Det er ulovligt, da en redder på effektiv 12 timers vagt skal hvile i mindst 11 timer.

Redderen fortæller desuden, at den station, han arbejder på, flere nætter i træk kun har kunnet stille med halvdelen af de ambulancer, som Bios har forpligtet sig til.

Det her ender galt. Hvis vi ikke kan stille de beredskaber, vi skal, kan det koste et menneskeliv, siger redderen.

Fyens Stiftstidende og Jydske Vestkysten er i besiddelse af tre e-mails sendt fra Bios' planlægningsafdeling til redderne i Sønderjylland 1. september.

Her efterlyser Bios reddere til at akut at besætte op til 10 ledige vagter i ét af de regionens dækningsområder.

"Har vi ingen bemanding kan vi ikke køre beredskabet", skriver Bios ud til redderne den 1. september klokken 23.25 som genudsendelse, fordi ingen har meldt sig.

Avisen har førsøgt at få en kommentar fra Morten Hansen, direktør i Bios. Han er ikke vendt tilbage på vores opkald.

I Region Syddanmark, der for en uge side fortalte offentligheden, at regionen fremover vil kontrollere Bios på daglig basis, fastholder sundhedsdirektør Per Busk, at der har været normalt drift i denne uge.

Thyge Nielsen fra Region Syddanmark siger til TV 2/FYN, at han vil have historien bekræftet, inden han reagerer på historien. Men at det naturligvis ikke er acceptabelt hvis BIOS bryder arbejdstidsreglerne.

Ved du noget? Så send os et tip